28 Days Later... (2002)

Den farvestrålende instruktør Danny Boyle kaster sig her frygtløst over en gruppering af mennesker, der i hvert fald aldrig bliver veganere: De levende døde – zombierne. På mange måder er "28 Days Later" et rigtig friskt blik på genren, og den æstetiske tilgang er bevidst gusten med masser af grums og næsten konstant skæve vinkler. Der er vendt op og ned på verdenshjørnerne, ligesom i filmens handling.

Noget er helt galt

Da Jim vågner op i hospitalssengen, fornemmer han hurtigt, at noget er helt galt. Der er ikke skyggen af levende væsner omkring ham, og på gangene er der kaos efter en tilsyneladende indendørs tornado. Heller ikke udenfor, i Londons ellers så travle gader, er der spor af liv. Men der går alligevel en rum tid, før alvoren går op for Jim: Han er alene i verden, og alle andre er blevet til kødædende, levende døde.

Håbet er lysegrønt

Heldigvis møder han et par ikke-inficerede, så de sammen kan lægge en slagplan for det videre håb fremad. Men det er svært at drømme i en dyster postapokalypse, hvor den mindste lyd eller bevægelse kan vække de klam-slumrende monstre til live i deres evige jagt efter en frisk omgang menneskekød.

Hurtige zombier

Zombierne accellererer lidt hurtigere i "28 Days Later", end vi er vant til i zombiefilm. Derfor er de også sværere at hægte af, og det bliver en udfordring at nå af vejen, når først de har fået færten af blod. Det intensiverer de i forvejen hårrejsende kamp/flugt-scener, men billig- og actiongør dem også i nogen grad. For der er også en stor gysergevinst i at holde fast i zombiernes kendetegn – det søvnige og dvaske.

Knivskarpt lyddesign

Der er gjort rigtig meget ud af lyddesignet, som står knivskarpt og troværdigt – så længe filmmusikken ikke brøler for fuld skrue. For lige så snart der skrues op for tonerne, kan man som tilskuer godt glemme alt om både gys, gru og krybende klamhed. Musikken er i dén grad en ørebæ, der med sin rockprægede megalarm næsten ikke er til at holde ud.

Ekstremt skæve vinklinger

Heldigvis rummer filmen mange sekvenser, hvor musikken er fadet helt ud, og nerven i nærheden og klaustrofobien får lov til at stå ved magt. Hvad-gemmer-der-sig-om-næste-hjørne-spændingskurverne er ikke så få – og er meget flot eksekveret. Hér træder danske Anthony Dod Mantles fotografering også flot i karakter med de ofte ekstremt skæve vinklinger.

Elastiske rammer

Cillian Murphy er fin i hovedrollen som den hårdt prøvede Jim – i hvert fald, mens han endnu er på tynd is og usikker. En forvandling i retning af det noget mere ekstreme synes lidt ude af proportioner, selvom rammerne for fri leg i zombiegenren selvfølgelig er temmelig elastiske.