9. april (2015)

Et sikkert biografhit og et ligeså sikkert bidrag til folkeskolernes historietimer: "9. april" leverer den helt forventelige vare af lokalpatriotisk selvsmageri til den brede befolkning, men spændingen og dramaet udebliver næsten helt.

Grænsen penetreres
Det er den 9. april 1940, og tyskerne er på vej mod grænsen til Jylland. En lille cykel-soldaterdeling væbner sig med alt for lidt ammunition og ikke ret meget tålmodighed. Men den tyske værnemagt viser sig for overvældende, og soldaterne må trække sig tilbage, kun for at erfare, at den danske regering allerede timer forinden har kapituleret.

Klangfulde dialekter
"9. april" kan ikke kaldes for en kedelig film, men det er på sin plads at kalde den både uinspireret og forudsigelig. Læg hertil et i bedste fald ynkværdigt forsøg på at autenticitere det sønderjyske islæt med klangfulde dialekter. Det udvikler sig med andre ord hurtigt til en filmoplevelse uden luft under vingerne og fanget i en ond spiral af flade gentagelser af kampscener uden reel nerve.

Ingen energi
Der er slet ikke levnet plads eller energi til, at de unge soldater kan træde i karakter. I stedet er de sagesløse skuespillere overladt til de flade stereotypiseringer, komplet med tyk og sulten spradebasse-soldat flankeret af særligt udsat, følsom soldat med ringe skydeevner.

Manglende dybde
Det er ikke muligt at identificere sig med de enkelte, heller ikke Pilou Asbæks fåmælte sekondløjtnant (der taler lige så utydeligt i 1940 som i nutidens filmhandlinger!). I stedet bliver de mange (ufrivilligt komiske) handlingselementer den primære kilde til underholdning. Her er en baghjulspunktering på en af de stive herrecykler nærmest et dramatisk højdepunkt...

Heroiserende
Ikke decideret en ubehjælpsom film, men en meget uinspireret og overfladisk indføring i dén primitive modstand, som danskerne fik lov til at yde tyskerne. Som historietime egner filmen sig givet fint, helt i tråd med de øvrige heroiserende film om besættelsestiden, som dansk film hidtil har udspyet.

Stordåden dyrkes
Det heroiserende bliver tydeliggjort og personificeret til det kvalmende i den afrundende dyrkelse af krigsheltene, hvor mændene fra cykelsadlerne kort udtaler sig om tiden dengang: Der lægges op til stående ovationer, hvor den moderne hverdagsdansker for en stund kan dyrke stordåden og svælge i et nationalt opkog ude af proportioner.