Killer Joe (2011)

William Friedkin var manden, der særligt i 1970'erne skabte filmklassikere som The French Connection (1971) og The Exorcist (1973). Men at den gamle har det i sig endnu, beviser han med den alt andet end gennemsnitlige kriminalthriller "Killer Joe". Her bliver alt drejer omkring egen akse og twistet et par ekstra gange, så David Lynch næsten kan gå hjem og lægge sig.

Alt andet end forudsigeligt

Nogen forudsigelig filmoplevelse bliver man i hvert fald ikke vidne til, og lægger man hertil den overdådige portion af nøgenhed, vold og sadisme får man en et produkt, det som elsker at det ekstraordinære er svært ikke at blive begejstret for. Ganske vist er Friedkins filmatisering af Tracy Letts skuespil (hun har også skrevet filmens manus) bestemt til den outrerede side, men det er netop dét, der gør den så elskelig i alt det frastødende.

En "glimrende" idé

Emile Hirschs unge Chris har fået den "glimrende" idé at hyre lejemorderen Joe Cooper. Cooper er kriminalbetjent med et sidejob, og Chris har hørt, at han kan slå ihjel for en overkommelig hyre. Der vil i hvert fald være et overskud af morens livsforsikring, efter at Cooper har fået sin løn. Sådan har Chris i hvert fald regnet den ud - for det er moren, han vil have slået ihjel. Men Chris er ikke den skarpeste, og rigtig meget går skævt.

Frodige ekstremiteter

Ud over de frodige ekstremiteter i filmens spændingskurver (for dem er der mange af) er "Killer Joe" en meget velspillet affære. Særligt Matthew McConaughey glimrer som lejemorderen med helt specifikke (seksuelle) tilbøjeligheder. Da han ikke kan få sin løn udbetalt på forhånd, som han plejer, stiller han som betingelse, at han kan få Chris' lillesøster Dottie som pant. Det er Joe Coopers held, at den meget unge kvinde heller ikke har alt for meget at rykke med og dermed bliver en villig sexkilling.

Abrupt genialt

Her er Juno Temple virkelig skøn som Dottie, der veksler mellem total lillepige-hengivelse og rablende utilregnelighed. I mindre roller er der også kød på Thomas Haden Churchs Ansel Smith og Gina Gershons Sharla Smith - de unges forældre, som Joe Cooper hen imod filmens abrupt geniale slutning i dén grad får sat på plads!

Mange lag

Der er rigtig mange lag at gå på opdagelse i - Friedkins film er bestialsk og poetisk i en og samme surdej, hvilket understøttes af Caleb Deschanels fløjsbløde fotografering og de mange aparte detaljer, som den skæve historier og dens personer byder op til. Lidt for præget af underlægningsmusik, men ikke nok til at forstyrre helheden.