Five Corners (1987)

Ganske fine takter i et alternativt kammerspil med psykopatiske twists and turns. "Five Corners" emmer af meget stor fortællelyst og idérigdom - ikke mindst i Fred Murphys flotte og skævt inspirerede fotografering, men også i skuespillet hvor særligt John Turturro glimrer som psykopaten Heinz.

Heinz er netop kommet ud af fængsel og vender straks hjem til det sted i Bronx, New York, der går under navnet 5 Corners. Her opsøger han både sin dybt tumpede mor (der har en eller flere skruer løs) og sine gamle "venner", herunder Linda som han tidligere har forsøgt at voldtage. Hans tilnærmelser er meget akavade, og det hele er lige ved at ende galt.

Skingre afstikkere

Med nærmest konstant semi-komiske syn på det aparte trekantsdrama (Tim Robbins' Harry tilfører ekstra spænding ved at udgøre en "trussel" for Heinz) afdramatiserer "Five Corners" måske sin egen spændingsopbygning lidt for meget. Mere skævvridende for filmoplevelsen bliver dog de alt for skringre afstikkere i historien - grænsende til ukontrolleret "avantgarde".

Særpræget, men også ukontrolleret

Det former en på en gang særpræget og inciterende, men også ukontrolleret film, der bølger alt for meget mellem forskellige stemninger i stedet for at satse på nogle af dem og gøre det med eftertryk. Undervejs opstår der scener af stor magi, ikke mindst da fire unge bipersoner tager på strejftur ovenpå to elevatorer.

Blåt lys og fint vand

"Five Corners" giver et fint billede på 60'ernes Bronx-ungdsomsliv, selvom der ikke er mange detaljer fra bylivet. Den mest signifikante location er et par springvand i en langstrakt udendørs "svømmepøl" - her bliver det blå lys og det fine vand i luften meget virkningsfuldt.

Prøver på vanvid

Det er også her, Turturros Heniz for alvor giver prøver på sit vanvid, da han i ramme alvor forsøger at forære Linda to pingviner. Da hun ikke vil modtage hans gave, går han amok - og det kommer Heinz' mor senere til at mærke på den rigtig hårde måde.

Tirrende effekt

James Newton Howards musikk er for udtalt filmen igennem - sjovere er de scener, hvor Heinz' mor spiller musak på sin elendige lille clockradio , og ikke mindst den tirrende effekt, musikken har på Heinz.