Jusqu'à la garde (2017)

Allerede første scene afslører stilen, ambitionsniveauet og auteur-dramaturgien i "Jusqu'à la garde" - en alenlang (og frygtelig diskvalificerende) sekvens, hvor et par speed-snakkende kvindelige advokater ævler op og ned ad stolper om en skilsmissesag, man som tilskuer ikke har en jordisk chance for at have lyst til at være en del af.

Ævl, kævl og selvforherligelse

Vi bliver nemlig kastet ud i ævl, kævl og selvforherligelse fra både advokater og de to forældre, som - erfarer vi hen ad vejen - har en søn sammen, men som nu er rygende uenige om, hvordan de skal dele den halvstore krøltop imellem sig.

Betændelse i filmoplevelsen

Der er betændelse i filmoplevelsen fra første scene. Man skal i hvert fald være ualmindelig glad for narrativ krukkeri for at blive slugt ind i stemningen fra filmens begyndelse. Nåmen, håbet er jo, at der kommer kød, grøntsager og synligt strittende nervebaner ud af historien, når først den nærved et kvarter lange advokatscene endelig bliver overstået.

Grædefærdigt klemt mellem mor og far

Og der er da også i nogen grad både identifikations- og empatistyrker i den sart opbyggede historie, hvor knægten Julien konstant er grædefærdigt klemt mellem far og mor. Særligt er det mere end tydeligt, at han ikke bryder sig om at være sammen med sin far. Det får vi ret gode forklaringer på senere i filmen.

Elegant musikfritaget

Den mest markante styrke ved "Jusqu'à la garde" er det fuldkomne fravær af underlægningsmusik. Det er helt givet, at havde den temmelig villede fortællestruktur også været underkastet bølgende violinklagesang, så ville filmoplevelsen have været helt uudholdelig.

Ikke bag facaden

Problematisk er det især, at man aldrig bliver budt helt ind bag facaden: Filmen er flod uden ebbe og oversvømmer da også sig selv komplet i den mærkværdigt sensationshungrende slutning, der nok er barsk, men helt uden reel nerve. Dét bliver ufrivilligt komisk.

Mere krukkeri end autenticitet

Slutsekvensen indeholder i øvrigt en ekstremt lang scene i næsten komplet mørke. Igen et mislykket forsøg på at fastholde en autenticitet, der ikke helt er iboende. Unge Thomas Gioria er ret dygtig til at få følelserne frem i den barske bølgegang, selvom søen omkring ham er mere krukkeri end autenticitet.