Doctor Foster [1] (2015)

Sammenhængende i denne serie:

Doctor Foster [1] (2015)

Doctor Foster [2] (2017)

Først og fremmest er "Doctor Foster" en virkelig velskrevet BBC-dramaserie, og første sæson emmer således af fortællelyst med rigtig mange begavede indfaldsvinkler til utroskabens farveprismer. Den gode historie smitter flot af på skuespillet, hvor gnisterne flyver gennem luften i takt med, at hævnen bygges op, og den indre kærlighedens smerte blottes.

Kærlighedens smerte

Gemma Foster er en succesrig læge med en sød, lille kernefamilie. Men det skal snart vise sig, at hun igennem flere år er blevet holdt for nar af sin karrieremand Simon – han har nemlig sideløbende haft et intenst forhold til en betydeligt yngre kvinde. Da Gemma opdager hemmeligheden, konfronterer hun imidlertid ikke sin mand med det samme. Hun venter til det helt rigtige øjeblik, hvor det gør allermest ondt.

Ingen suppekogning

Med de fem timelange episoder når sæsonen tilpas langt ned i stoffet, samtidig med at der ikke koges unødvendig suppe på det klassiske utroskabstema. Her er det væsentligt, at spillet er i tråd med den nervøse frustration. Suranne Jones er virkelig dygtig til at formidle de små og store afmagtssituationer, som afdækningen af Simons dobbeltliv afføder.

Stærk udstråling

Simon portrætteres med stærk udstråling af Bertie Carvel – ganske vist tvinges han til at give indrømmelser, men han vægrer sig ved det, nu hvor familielivets tryghed kan stå for fald. Tom Taylor er et lille fund i rollen som sønnen Tom, der bliver klemt i forældrenes kompromisløse hævn- og svigtspil – og som genboen Neil er Adam James vidunderligt nuanceret.

Tynges af musik

Det er således spillet og dramafortællingen, der bærer "Doctor Jones" dygtigt og vægtigt, men desværre tynges oplevelsen i alt for høj grad af oceaner af underlægningsmusik (komponeret af bl.a. danske Frans Bak). Det er meget ødelæggende for nærheden i dramaet og trækker en stjerne ned i den samlede vurdering.