The Go-Between (1971)

Masser af bøvl med at cleare rettighederne til at filmatisere L.P. Hartleys roman gjorde, at instruktør Joseph Losey måtte vente hele syv år, før hans drøm om at realisere "The Go-Between" blev til virkelighed. Til gengæld opnåede han så en stor triumf, da filmen vandt hovedprisen på filmfestivalen i Cannes.

Uskyldstab

I "The Go-Between" mister den lige knap 13-årige Leo i det sen-victorianske England sin uskyld på en sommerferie hos sin skolekammerat Marcus. Et uskyldigt uskyldstab ganske vist, men ikke desto mindre er det Marcus' veldrejede storesøster Marian som Leo har et godt øje til. Og da hun omvendt finder knægten nuttet, kan han ikke andet end svede lidt mere under det alt for varme jakkesæt.

Hjertekvaler

Derfor er han også meget villig til at aflevere breve til og fra Marian og hendes "ven" Ted Burgess, der er arbejdsmand i marken. Hvad Leo ikke har gennemskuet er, at der er tale om kærlighedsbreve - og det kan komme til at gøre ondt på det 12-årige hjerte.

Tro mod sin tid

"The Go-Between" er meget tro mod den tid, den portrætterer - og som sådan særdeles vellykket. Masser af svært flotte kostumer og indretninger danner en troværdig ramme om Leos rejse ind i det tidlige voksenliv. Herudover leger filmen dog også med tid, i det der ind imellem klippes frem i tiden, hvor Leo er voksen og ser tilbage på sine oplevelser. Dette fungerer langt mere gumpetungt.

Hjerteligheden sejrer

Men hjerteligheden og de flotte rammer sejrer alligevel i sidste ende - hele tiden understøttet af pragtfuldt skuespil (særligt fra den unge Dominic Guard som Leo) og en skøn sommerstemning fra den engelske countryside. Michel Legrands simple underlægningsmusik har i sig selv en charme, men bliver for styrende i mange scener.