Lymelife (2008)

Meget fint balanceret indie-film, der først og fremmest står gevaldig stærkt på skuespillet. Men også historien er fin, og de nuancerede scener afvikles med stor troværdighed i den altid svære kunst af vægte komedie og drama nogenlunde troværdigt.

Kriser i familielivet

Teenageren Scott er forelsket i Adrianna, men det er ikke helt gengældt - sådan til at begynde med i hvert fald. Begge har kriser i familielivet, og deres respektive forældre har vist tilmed en eller flere affærer kørende (måske med hinanden?). Det er ikke let at navigere i.

Sporet ind på bittersødmen

Instruktør Derick Martini lykkes meget flot med at få skuespillerne tunet helt ind på bittersødmen i den eksistentielt vaklende historie. Det bliver hverken overstadigt eller udtalt komisk, snarere afspejles den konstante søgen efter fokus og mening i det daglige kaos.

Atmosfæriske lyde

Hele dramaet udspiller sig i 70'ernes Long Island, og "Lymelife" gør fin brug af atmosfæriske lyde - herunder især de mange godstogets buldren og klagende horn i det fjerne. Herudover er filmoplevelsen desværre lidt for tynget af en lang række tidstypiske pop- og rocksange samt en stemningsunderlægning.

Fuld af udstråling

Helt i spidsen i det imponerende veloplagte skuespillerkorps finder vi Rory Culkin. Imponerende følelsesladet og fuld af subtil udstråling. Han får elegant modspil af sin potentielle kæreste Emma Roberts. Blandt de voksne er Timothy Hutton bedst som den mystisk lidende far til Roberts' Adrianna. Og så spiller Culkins bror Kieran en fin birolle som netop Scotts bror.