Cube (1997)

Vellykket vågent-mareridt-mystik, der først og fremmest lukrerer på en fremragende scenografi. En lille gruppe mennesker befinder sig - uden yderlige forklaring - i et meget mærkværdigt og højest skræmmende fængsel.

Yderst dødbringende

Fængslet består af en lang række kuber, der tilsyneladende er ens (på nær med forskellig baggrundsfarve.) Men skindet bedrager i dén grad. Mange af kuberne er nemlig yderst dødbringende, da de rummer fælder som fx syrebad, knivskarpe net eller lydsensoriske spydspidser!

Snarrådighed nødvendig

Med snarrådighed kan man dog komme langt. Hver kube har en række døre, der leder ind til næste kube. Kunsten er ikke at gå i ring, at holde hovedet koldt, ikke at fare i totterne på hinanden - og ikke mindst at undgå de mange fælder.

Elegant scenografi

"Cube" vinder på sin elegant udførte scenografi, men er mindre vellykket, når der rigtig er dømt kammerspil og intriger. Her bliver det hele noget primitivt. Man køber dog præmissen, fordi den i dén grad afspejler mareridtsdrømmens absurd (kubistiske) spring mellem virkeligheder og stemninger, samtidig med at der ikke er nogen vej ud af vanviddet.

Spiddet på et splitsekund

Lidt for meget stemningsmusik plører det hele unødvendigt til. Filmens afgjort bedste sekvens opstår, da den umage gruppe skal forcere dén kube, der har lydsensorer. Hvis en af dem pipper den mindste lyd, vil de blive spiddet med tusindvis af knive på et splitsekund.