OG (2018)

Ikke fuldt ud overbevisende fængsels-kammerspil, der ellers forsøger at tilføre den hårdkogte genre en smule "fornuft og følelse". For da den snarligt løsladelses-modne Louis, der har siddet bag tremmer i 24 år, møder føllet Beecher, beslutter han sig for at tage ham under sine vinger - i håbet om at præge ham i positiv retning og måske styre ham udenom de klassiske bande- og voldsmønstre.

Afdæmpede vinkler

"O.G." begynder ganske lovende med afdæmpede vinkler på fængselslivet, som oplevet gennem den erfarne fange. Det er denne grundstemning af ro i kaos, som filmen langt hen ad vejen synes at søge, men det lykkes kun til en vis grænse, for fortællestilen er ikke dygtigt nok gennemført til at lykkes med sit forehavende.

Nuanceret hovedrollepræstation

Jeffrey Wrights fine og nuancerede hovedrollepræstation bærer filmen meget længere, end den ellers havde haft luft til - og William Fichtner er fin i en lille klynge scener som fængselsvejlederen Danvers, der gerne ser Louis' exit så smertefri som muligt.

Ikke mange gnister

Til gengæld er der ikke ret mange gnister i Theotus Carters Beecher-rollefigur - og filmens centrale fængselslivsduo er således uden dybde. En af de helt store ærgrelser ligger dog i den alt for udspartlende brug af underlægningsmusik, der opleves som kvælende fra tidligt i filmen.