Heathers (1988)

    En håbefuld gymnasiepige har behov for at vriste sig fri af en intrigant pigegruppe og danner par og komplot med en sociopatisk ung fyr.


    SEMI-SPRØDE SAGER

    Absolut prisværdigt alternativ teenage-komedie, der langt hen ad vejen overrasker med sin friske tilgang og et plot, der er helt sit eget. "Heathers" byder om ikke andet op til svingom med skæve vinkler på de mange intrige-, hævn- og kærlighedstemaer, som teenage-komediegenren ofte er kendetegnet ved.

     

    En rå aftale

    Winona Ryders Veronica er ved at være godt træt af sine tre "veninder", der alle lyder navnet Heather. Derfor er hun ikke bleg for at indgå aftaler med den flotte J.D., der byder sig til med en plan om at få skaffet Heather-pigerne af vejen én for én.

     

    Livgivende krimitwist

    Heraf filmens livgivende krimitwist, for der helmes ikke, når de intrigante piger og deres medsammensvorne skal ned med nakken! Det unge par har hurtigt udviklet sig til regulære seriemordere - noget, der tydeligvis ikke ligger fjernt i J.D.s natur, men som Veronica også hurtigt lærer sig.

     

    Fin genreblanding

    "Heathers" lykkes fint med at blande sine genrer, for grundstemningen er hele tiden komisk. Her hjælper det også, at den fine samling teenage-skuespillere er veloplagte i de sære roller.

     

    Bliver for skinger

    Men filmen savner alligevel balance og kammer ofte over i det lidt for skingre, hvilket sætter det i forvejen aparte i et alt for flamboyant lys. Det bliver særligt udtalt hen imod slutningen, hvor manuskriptforfatter Daniel Waters åbenbart har ladet sit friste en kende over evne.

     

    Ingen stille film

    Masser af karakteristisk 80'er-popmusik tordner nærmest konstant på lydsiden, samtidig med at der er levnet rigelig plads til David Newmans originalmusik. Nogen stille filmoplevelse er "Heathers" ingenlunde.



    Anmeldt i af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1988, USA, Komedie, Krimi, Teenagere, 103 min.

    Dansk titel: Heathers
    Instr: Michael Lehmann Prod: Denise Di Novi Manus: Daniel Waters Foto: Francis Kenny Klip: Norman Hollyn Mus: David Newman
    Priser
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering