Running on Empty (1988)

Rent ud sagt møglækre River Phoenix kan her opleves i en sine helt store stjernepræstationer, for hvilken han helt fortjent blev nomineret til både en Golden Globe og en Oscar. Og selvom hans rolle i filmen takseres som birolle, er det reelt River, der trækker Sidney Lumets følsomme drama ud over stepperne.

Under anklage

Danny Pope er den ældste søn i en lille amerikansk familie, der - for gud ved hvilken gang - netop har rykket teltpælene op og er flyttet til nye lokaliteter. Familien Pope er under FBI-anklage, fordi forældrene engang satte ild til et våbenlager som en protest mod Vietnamkrigen. Det påvirker selvsagt hverdagen, også for 17-årige Danny og hans lillebror.

Hemmelighedsfuld hverdag

I de nye omgivelser hedder Danny Michael og har lært sig andre usandheder om sin fortid og familie. Men hemmelighedsfuldheden og de manglende personlige papirer sætter en kæp i hjulet for Dannys udvikling: Han er vanvittig musikalsk, spiller klassisk klaver som en drøm og forelsker sig tilmed i den handlekraftige Lorna - men det er ikke nemt at begå sig, når man helt må være er den, men er.

Betagende roligt

I Sidney Lumets betagende rolige håndtering af Naomi Foners Golden Globe-vindende manuskript finder vi den primære nøgle til "Running on Empty"s gennemslagskraft. Lumet tager sig tid til at bygge stemningerne op og har som sædvanlig et virkelig godt greb om sine skuespillere. Det er ikke nogen helt nem historie at agere i, med et bagvedliggende krimitwist, der emmer af hemmelighedsfuldhed og mystik.

Klare og tydelige budskaber

Budskaberne og følelserne brænder i hvert fald klart og tydeligt igennem, ikke mindst på grund af River Phoenix' magnifikke præstation - der sætter krop og psyke på en teenager fuld af talent og kærlighed, men også frustrationens helt store rutsjeture. Dannys store musikalske begavelse, som han angivelig har opøvet blot ved at sidde ved de lydløse tangenter i skiftende hjem, formidles dybt imponerende af Phoenix selv. Han spiller selv samtlige og meget krævende klassiske klaverstykker.

Usikker hverdag

Hjemmelivets usikre genvordigheder er mudrede, men indrammes fint af Christine Lahti og Judd Hirschs forældrepar. Noget facit på deres fortids-kriminelle handlinger søger filmen ikke, og det er klogt - for dramaet lever så afgjort bedre på de løse antydninger.

Magisk energi

Lumet samarbejder her igen med filmfotograf Gerry Fischer - som på The Offence (1973) - og billederne er fuld af magisk energi. Fra det smukke og langstrakte anslag (hvor der også er betagende fokus på sommerens reallyde) og gennem hele den følelsesmættede handling. Lumets særkende - nærbillederne - spiller igen en fascinerende rolle.

Håb for fremtiden

Man kan med rette mene, at Tony Mottolas originalmusik er en kende for anmassende. Det meget positive er, at den ikke er spartlet ud over hele handlingen. Musikken, der optræder i handlingen, er til gengæld gåsehudsfrembringende effektfuld - fordi den er så væsenrtlig en del af Danny Popes identitet og håb om at bryde ud af familiens fastlåste flugthverdag.