Child's Play (1972)

Mødet med Sidney Lumets særegne og genrekonglomeriske "Child's Play" er en meget speciel filmoplevelse, og man kan ikke undgå at se den som en mulig inspirationskilde for Richard Donners The Omen (1976). De to film har i hvert fald både tematik og æstetik til fælles.

Blodige ritualer

I "Child's Play" ankommer den unge gymnastiklærer Paul Reis til selvsamme katolske kostskole for drenge, som han selv gik på små ti år tidligere. Den strenge og frygtede latinlærer Jerome Malley underviser stadig på skolen, men det er blandt eleverne, at Reis møder en række både skræmmende og blodige ritualer, der er svære at begribe.

Ud af fatning

De mulige satanistiske tilbøjeligheder er begavet nok holdt på et antydningens plan - selvom udførelsen af dem stilistisk set er relativt udpenslende. Men det er ikke denne mystisk, der er filmens primære fremdrift. Den finder vi til gengæld i latinlærer Malleys personlige krise, der meget vel kan bringe ham helt ud af fatning.

Uforløst længsel

James Masons portræt af Malley hører til blandt hans mindre kendte pragtpræstationer. Der er både bundløs selvmedlidenhed, ukontrolleret, udadrettet temperament og uforløst længsel i den sagesløst forsømte latinlærer. En markant højnelse af filmen, at Mason giver sig selv fuldt ud i den i og for sig mærkværdige rollefigur.

Legesyg fantasi

Filmens tekniske indramning er trumfkort nr. 2. Det er en ung Sidney Lumet fuld af legesyg fantasi, der sender sin fotograf, lyssætter, klipper - og komponist - på kreative opgaver. Ikke ret meget lader sig forudsige, og "Child's Play" sætter sig faktisk mærkbart som en filmoplevelse langt ud over det sædvanlige.

Ren avantgarde

Michael Smalls meget inspirerede underlægningsmusik benytter sig af obskure instrument-sammenstillinger, kor og dybe, mumlende mandsstemmer. Ren avantgarde og igen en mulig inspirationskilde til Jerry Goldsmiths Oscar-vindende underlægning til ovenfor nævnte "The Omen".

Brando sprang fra

Egentlig var Marlon Brando hyret til rollen som latinlærer Malleys kollega og plageånd Joseph Dobbs, men Brando sprang fra i The Godfather (1972)s tjeneste og blev erstattet af Robert Preston. Desværre ikke med den nødvendige gennemslagskraft og umiddelbart forventelige uhygge. En ung Beau Bridges famler noget som gymnastiklærer på overarbejde.