Love, Simon (2018)

    En teenage-skabsbøsse må mange katastrofetanker igennem, før han får taget sig sammen til at tage springet. Måske er det slet ikke så slemt endda.


    KLOKKEKLARE BUDSKABER

    Rendyrket High School Teenage Pleaser. "Love, Simon" er endnu et skønt funklende bevis på, at film med homoseksuelt tema i dag er blevet mainstream. Denne gang er det gymnasiedrengen Simon der får hjerteknuder ved tanken om at stå frem som bøsse. Det er ikke ligefrem det, han opfatter som nøglen til det lette liv mellem alle sine tilsyneladende straight venner.

     

    Sprød homo-debat

    Men da en anonym donor til sprød homo-debat skriver et indlæg på skolens "intra-net", bliver Simon alligevel inspireret. Han begynder at skrive sammen med Mr. X, der kalder sig "Blue", og selvom det stadig ikke får Simon på udspringsfødder, begynder han alligevel at åbne skabsdøren på klem.

     

    Meget lineær fortælling

    "Love, Simon" er en meget lineær, amerikansk fortælling, men den er samtidig charmerende i al sin forudsigelige sødme. En veloplagt og behageligt ikke-løse-håndleds-stereotyp Nick Robinson sørger for endnu et nødvendigt gok i fordommenes forstokkethed. Bøsser kan også opføre sig som helt almindelige (unge) mænd!

     

    Vigtig rolle

    Hermed spiller Greg Berlantis filmatisering af Backy Albertallis roman "Simon vs. the Homo Sapiens Agenda" en meget vigtig rolle - vigtigere end den måske lige forekommer for uindviede. For alle de usikre og frustrerede teenagere og unge mænd, der har svært ved identiciere sig med primær-mediebilledet af bøsser kan "Love, Simon" blive lidt af en øjenåbner.

     

    Sød underholdning

    Ud over at være vigtigt pensum i dén henseende er filmen først og fremmest sød underholdning, der ikke ridser meget i ret mange lakeringer. Ikke meget kommer som en overraskelse - selvom "Blue"s identitet forbliver hemmelig til nærved næstsidste scene. Det er alt sammen cute, ikke mindst som følge af Robinsons afmålte titelrolle-præstation.

     

    Kunsten at springe ud

    Oceaner af (anmassende) popsange manifesterer Teen Flick-stemningen fra ende til anden. Dybest set ikke en film skabt til et voksent publikum, men ikke desto mindre et meget væsentligt bidrag til filmlitteraturen udi kunsten at springe ud.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, USA, Romantik, Komedie, Drama, Teenagere, Homoseksuelt tema, 110 min.

    Dansk titel: Love, Simon
    Instr: Greg Berlanti Prod: Marty Bowen, Wyck Godfrey, Isaac Klausner, Pouya Shahbazian Manus: Elizabeth Berger, Isaac Aptaker Baseret på: romanen "Simon vs. the Homo Sapiens Agenda" af Becky Albertalli Foto: John Gulesrian Klip: Harry Jierjian Mus: Rob Simonsen
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation