Beautiful Boy (2018)

Belgiske Felix van Groeningen, der var på alles læber med countrymusik-dramaet The Broken Circle Breakdown (2012), skyder her med skarpt udi det svært følelsesladede - med svingende resultat. Det er en potentielt rørende historie, baseret på virkelige begivenheder og en heraf udgivet bog, men filmresultatet er først og fremmest løse skud i armen.

Bevidst om sin egen alvor

Ikke at "Beautiful Boy" er en mislykket film, hertil er den alligevel for bevidst om sin egen alvor - og afføder bl.a. en meget raffineret præstation af unge Timothée Chalamet i rollen som den stofmisbrugende skønhed, 18-årige Nic. Men instruktøren kommer aldrig under huden på det både sarte og frustrerende emne og glider i stedet af på en lang række tilsvarende frustrerende standard-virkemidler, herunder en overdreven anvendelse af musik (primært pop- og rocksange).

Kører af sporet

Nic har det hele: En dejlig kernefamilie, en sød stedmor og to mindre søskende, et udseende over middel og et dejligt væsen. Alligevel har han igennem flere år følt sig fristet over evne af både alkohol og stoffer. Og efter at have stiftet bekendtskab med metamfetamin begynder det hele at køre af sporet for ham.

På kanten af afgrunden

Særligt Nics far, som han altid har haft et nært forhold til, ser magtesløst til og bliver tiltagende hovedrystende i mødet med sønnens manglende evne til at tage sig sammen og komme ud af misbruget. Måske er det nødvendigt at komme helt ud til kanten af afgrunden, før der eventuelt kan ske en bedring.

Potentielt nuanceret

Steve Carells indtog i den alvorlige rolles kunst (han er en af USAs mest populære komikere) fungerer næsten helt fint. Rollen som Vics far er potentielt nuanceret, men Carell mangler en enkelt oktav i registret for helt igennem troværdigt at skærebrænde sig ud af millioner af komiske signaturrollers osteklokke.

Kvælende musikanvendelse

"Beautiful Boy" ville have fremstået uendeligt meget mere nærværende og smertefuld, hvis van Groeningen havde turdet gå andre veje end den slagne: Fravalg af underlægningsmusik havde højnet filmoplevelsen markant, for som den står hér, er musikken i mange scener decideret kvælende på enhver ellers velment opbygget stemning.

En bjørnetjeneste

Lange sekvenser med skinger pop- og rock - eller mærkværdigt over-støjende og pumpende lyddesign (der sikkert er (for)tænkt som blodet, der fosser af sted med metamfetaminen i sig) gør meget pænt sagt kun filmen en bjørnetjeneste.

Decideret følelsespornografisk

Helt galt - og decideret følelsespornografisk - bliver det dog i den lange slutsekvens. Her overvældes man af den manglende indsigt i, hvad der er god smag. Da den i forvejen skambrugte langsomme sats af Henryk Góreckis 3. symfoni bruser ud over surround-anlægget, ved man godt, hvad klokken er slået - og hermed er enhver mulighed for at knibe en tåre afløst af hovedrysten.

Nærvær i detaljerne

Hvor filmen lykkes afgjort bedst, er når den tør tage sig tid - og ro - til at fortælle de små og nærværende historier fra familielivet med og uden Nic. De mindre søskende spiller forbilledligt, og her er der puls og ingen store armbevægelser, helt i tråd med filmens gennemgående enkle og smukke fotografering af talentfulde Ruben Impens.