Roma (2018)

Den mexicanske instruktør Alfonoso Cuarón har en meget farvestrålende og uhomogen filmografi bag sig. Han overbeviste tidligt med det hjemlige teenage-trekantsdrama Y tu mamá también (2001), hvorefter ruten hurtigt blev lagt omkring Hollywood med store produktioner som Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004) samt senere Oscar-darlingen Gravity (2013).

Bredt appellerende kunstfilm

Med "Roma" er Cuarón tilbage ved rødderne - det hjemligt mexicanske, som instruktøren selv oplevede det i barndommen og teenageårene i begyndelsen af 1970'erne. Og det endda med en art bredt appellerende kunstfilm, holdt i sort/hvid og fortalt i lyriske tableauer.

"Årets bedste film"

Udråbt som "årets bedste film" af alverdens kritikere, ligger der på forhånd et tungt åg på skuldrene af filmoplevelsen "Roma". For kan det nu også passe - eller er der snarere tale om en art kollektiv forblændelse, en normativ vedtagelse world wide?

Står distancen

Heldigvis kan Cuaróns bredt udpenslede mexicanske melodrama stå distancen. Det meste af den, om ikke andet. For der er slet ingen tvivl om, at "Roma" fascinerer og overbeviser med sin stærke udstråling og kompromisløse fortællestil. Afgjort bedst i starten og slutningen af den to timer og et kvarter lange odyssé.

Særegent hypnotiserende

Der er noget særegent hypnotiserende over de perfekt indrammede, sort/hvide skønmalerier af knap så skønne hverdagsbekymringer i Mexico City - i øvrigt fotograferet af instruktøren  selv. Men meget væsentligt for filmens autenticitet er allermest det totale fravalg af underlægningsmusik.

Tour de force

Lidt beklageligt tåger Cuarón alt for meget ud ad uvæsentlige og fyldstofs-prægede sideveje i filmens midterste del. Den vil af nogle helt klart opleves som en vagt balanceret tour de force. Hér anvender instruktøren sin magt og bruger skuldrene for at trumfe lyriske "mellemspil" af mærkværdige og mystiske islæt igennem.

Sagens kerne

Men da vi kommer tilbage til sagens kerne - stuepigen Cleos genvordigheder - er der igen smerte og hjerte på helt rette niveau og sted, og vi slutter, hvor vi begyndte: I det jordnære og helt enkle, hvor Cuarón viser sine helt mesterlige takter.