Vie sauvage (2014)

Smukt og afbalanceret: "Vie sauvage" filer de skarpe kanter af livet og former en filmoplevelse på naturens og hvilepulsens præmisser, samtidig med at den har en fremdrift båret af substantiel spænding.

Forbilledeligt studie
Den første time af filmen er et forbilledligt studie i skønhed og ægthed, hvor to sagesløse drenge oplever en voksenverden uden mening og havner med deres far i vildmarken.

Mesterlig iscenesættelse
Filmen er efter det dramatiske anslag hér så smuk og poetisk, at man kniber sig selv i armen med vejrtrækning helt ned i maven: Cédric Kahns iscenesættelse er ganske enkelt mesterlig.

Poetisk snit
Da filmen er baseret på virkelige begivenheder, må den dramatiske kidnapningshistorie nødvendigvis spille en central rolle, og en smule af det poetiske snit ryger med udviklingen – i takt med, at drengene vokser sig halvvoksne, og tilværelsen i naturen får en afslutning.

Favntag med livet
Yves Capes fotografering indfanger mængder af små detaljer i særligt drengenes favntag med livet og naturen: Følelsesregistret, en barnlig undren, mødet med det frie liv.

Hudløst ærligt
Og dette er understøttet af et hudløst ærligt lydbillede, der aldrig forfalder til konstruktionsarbejde: På naturens egne præmisser og kun ganske sjældent (og velovervejet) underkastet hjerteskærende smuk klassisk underlægningsmusik: Chopins arrangement af Mozart for klaver og orkester.

Nærvær
Perspektivet er nærværets. Bredformatet indrammer naturen, som bymennesker aldrig oplever den, og hele tiden emmer en spænding, om far og sønner nu bliver opdaget af politiet – for kidnapningen er jo helt reel.

Ufarvet oplevelse
Det er hér en klar fordel, at historien ikke lægger op til, at tilskueren tager parti – andet end drengenes. Vi ved ikke, om det er far eller mor, der er "den onde", så filmen er aldrig farvet.

Stærkt og nuanceret
Stærkt og nuanceret skuespil præger hele filmen. Mathieu Kassovitz er overbevisende som den determinerede far, mens særligt de små drenge er fund af en anden verden.