600 millas (2015)

En sær skævhed af en mexicansk/amerikansk film: "600 millas" blander genrer og stemninger, bygger op og skærer fra. Det hele ender uforløst.

På dybt vand
Den unge mexicaner Arnulf er en følsom gut, og han har vist rodet sig ud på lovligt dybt vand, da han er ved at smugle våben over grænsen til et hjemligt kartel.

Gennem tørre landskaber

Men køreturen gennem tørre landskaber har omvendt fået en ekstra dimension, idet Arnulfo har en kidnappet agent med på bagsædet. Agenten ville blande sig i våbenhandlen og er nu ufrivillig passager.

Diminutivt udtryk
Filmens diminutive udtryk er dens force, men det er også en stil, der ikke rigtig mestres. Sekvenserne er lange – ofte meget lange, og instruktør Gabriel Ripstein har ikke den fine fornemmelse for, hvornår noget er for meget.

For abstrakt
Det er fint at fortælle langsomt, hvis det giver mening i det større handlingsmæssige og stilistiske billede, men hér bliver det altså for abstrakt, da sammenhængskraften i historien er alt for vag.

Lang tid i bilen
Det bliver først og fremmest til ufattelig lang tid i bilen med de to mænd, før de endelig når frem til en bagmand med en gun, han morderlig gerne vil affyre. Og så tager historien et par drejninger mere, ligesom den gjorde tidligt i handlingsforløbet – til at begynde med troede man, det skulle udvikle sig i helt andre retninger.

Uforløst helhed
"600 millas" stikker således i alt for mange retninger og kan ikke retfærdiggøre sin smalle arthouse-fortællestil i den lille og uforløste helhed. Tim Roth er ok, men ikke mere i en pænt uinteressant rolle. Blandt de positive aftryk på en trods alt alternativ filmoplevelse hører, at ærligheden er til stede – her er fx stort set ingen underlægningsmusik.