Bube Stur (2015)

Berliner-filmskoleeleven Moritz Krämers tredjeårsfilm er dette modne drama, der kredser om sydtysk bondskhed lukket for tilnærmelser og fornyelse.

Ingen åbne arme
Da den 21-årige Hanna ankommer til en afsides beliggende gård i smukke omgivelser, er det ikke ligefrem åbne arme, der præger modtagelsen. Hun er ellers rejst langt for at få lov til at yde en indsats langt fra storbyens stress.

Sammenbidt
Gårdparret er sammenbidt og skilsmissetruet, og herudover er der meget, der tyder på, at de er tvunget til at dreje nøglen om, da gårdmanden nægter at opgive sin egen personlige mælkestrejke.

En opblødning
Måske har Hanna alligevel en chance for at bløde situationen op – mod alle odds? Umiddelbart synes dette umuligt. Der er ikke noget, der kan få smilebåndene vendt opad, og tonen er kold og kynisk.

Enkelt fortalt
"Bube Stur" er en meget enkelt fortalt film: Ærlig, håndholdt kameraføring i en bjergrig hemmelighedsfuldhed, der er en meget vigtig medspiller i den trykkede historie.

Uden filter
Og Moritz Krämers, der også er musiker, bevidste fravalg af underlægningsmusik mere end blotter de mange nervebaner, som den stærkt skrevne historie lægger op til: Hele filmen igennem er begivenhederne parkeret helt fremme i tilskuerens oplevelselsverden, uden filter.

Elegant kantet
Med en blanding af professionelle og førstegangsskuespillere former filmen en elegant kantet udkants-tysk oplevelse, der har fokus på fraværet af empati – mellem malkekøer.

Intet credo
Men det betyder ikke, at filmoplevelsen er udpræget deprimerende. Lige under overfladen spirer en mulig opblødning. Det er dog ikke Krämers mission at servere det helt store credo: Filmen slutter ligeså enkelt, smukt og tankevækkende, som den begyndte.