La sapienza (2014)

Krukkeri med spidsfindige afstikkere: Eugène Greens ekstraordinært stillestående kultur-epos om arkitektur og mellemmenneskelig interaktion har øjeblikke af spidsfindig elegance, men er overordnet betragtet ikke nogen vellykket film.

Et afgørende møde
Ægteparret Alexandre og Allénor er henholdsvis arkitekt og psykolog, og deres forhold er mildt sagt kørt lidt tør for inspiration. Men da de sammen tager på arkitektonisk studietur via Schweiz til Italien møder de det unge søskendepar Goffredo og Lavinia, og det skal vise sig at få stor betydning.

Studietur til Rom
Allenór opfordrer Alexandre til at tage Goffredo med til Rom: Den unge mand har nemlig planer om at studere arkitektur, og så kan Alexandre jo passende lære ham lidt op i bygningens kunst inden. Det er meget mod Alexandres vilje, men konen har talt. Og så kan hun samtidig blive hos den fysisk svage Lavinia – og grave lidt i psykologien bag de mange sengeliggende timer.

Teatralsk spillestil
Filmen har en meget krævende fortællestil, der desværre bærer mere præg af det krukkede end det originale. Det medfører en aparte teatralsk spillespil, hvor både unge og gamle kommer til at fremstå som marionetdukker i et amatørteaterstykke.

Intet formål
De mange panoreringer over bygninger og landskaber foregår i et tempo, der får en snegl til at fremstå som en GTI med 207 heste, men det mest irriterende er, at langsommeligheden ikke rigtig har noget formål.

Uden brugbart perspektiv
Ofte stoppes der op og dvæles ved en – for at sige det ligeud – møgkedelig detalje, der slet ikke har nogen betydning for filmens handling eller former et brugbart perspektiv. Det gør, at de 100 minutter føles meget lange: En kunstfilm, der gerne vil være mere kunstnerisk, end den egentlig har potentiale til.