Tusen ganger god natt (2013)

Tykt påklistret melodramatik fra den norske instruktør Erik Poppe: "Tusen ganger god natt" er – trods sit både internationale og højaktuelle snit – en svær skuffelse.

Tæt på at dø
Juliette Binoches krigszonefotograf Rebecca følger en selvmordsbomberske i Kabul lige til det sidste og er således tæt på selv at blive dræbt. Men hun klarer den og vender småskadet hjem til kernefamilien i Irland.

Uro på hjemmefronten
Her konfronteres hun imidlertid af sin mands frustration over hendes livsstil – de er nødt til at flytte fra hinanden, hvis ikke Rebecca vælger krigszonerne fra. Det gør hun, og så alligevel ikke. Et tilsyneladende fredeligt job i Afrika bringer nemlig atter Rebecca tilbage i kampens hede.

Tykke lag af krigsskyer
Solen skinner ikke gennem filmens tykke lag af krigsskyer: Erik Poppe former på trods af sin egen baggrund som krigszonefotograf en film helt uden opfindsomhed.

Irriterende Binoche
Så hjælper det ikke meget, snarere tværtimod, at både Juliette Binoche og Nikolaj Coster-Waldau er hentet ind til de bærende roller. Binoche er decideret irriterende og ikke særligt troværdig.

Susanne Bier-agtigt
Der er lidt Susanne Bier over fortællestilen – denne sensationslystne dramatik iblandet en form for helteepos og underkastelse. Rebecca er jo nødt til at kaste sig ud i farerne, i en større sags tjeneste.

Flot fotograferet
Flot fotograferet, særligt de velkomponerede stillbilleder fra krigszonerne er lækre. Og så er filmmusikken gudskelov ikke med i hver eneste scene.