Elaine Stritch: Shoot Me (2013)

Den amerikanske skuespillerinde Elaine Stritch var en flamboyant, selvsmagende og rapkæftet provokatør, der gennem mange år opbyggede en opmærksomhedsafhængighed og en identitet som rejekællingen i showbusiness.

Opmærksomhedssøgende
For Stritch var arketypisk udi det opmærksomhedssøgende og havde tydeligvis udviklet en afhængighed: Det meste af det hun siger, forventer hun afføder smil, forargelse, forundring, latter... og omgangskredsen i glamourverdenen er taknemmelige ofre, i hvert fald mens kameraet ruller.

En skæv selvforståelse
Alec Baldwin kalder Elaine Stritch en bitch for rullende kamera, så der er ingen fare forbundet ved at bruge det vulgære ord: Det indgik uden tvivl også i Stritchs egen selvforståelse.

Smittende musikalitet
Dokumentarfilmen "forstøver" fint den farvestrålende Stritchs kronblade og kommer omkring både lyset og mørket i stjernens efterår. Dette i en smittende jazzet musikalitet, der indrammer skuespillerens energi og rytme.

En egen klang
Med den hæse og hærdede stemme, som blandt andet en løs omgang med alkohol har bidraget til gennem årene, havde Elaine Stritch sin helt egen klang, og den blev hun genkendt umiddelbart på, særligt i hendes musikalske indspark gennem en lang karriere på Broadway.

Sved på panden
Narcissismen drev hende og bragte samtidig sveden frem på panden hos de fleste, hun kom i nærheden af: Stritch var krævende, men også en skøn og berigende udfordring.

Direkte stil
Som skuespillerinden Cherry Jones udtrykker det: "You never confuse Elaine Stritch with anyone else, she’s too original. First there’s just the physical image. The legs that go on for miles, and those hugh hugh eyes, she’s just got that crazy directness that just goes right through you."

Skygge og sårbarhed
Skyggesiden og sårbarheden kommer stærkt til udtryk, når Elaine Stritch bliver alvorligt mindet om sin dødelighed. Det former en livgivende modvægt til flamboyancen i fortællingen om glamour, arbejdsnarkomani og overflade. Her bliver der plads til eftertanke og tårer – og på spørgsmålet om, hvad der gør hende mest bange, svarer alkoholikeren ... "Drinking, because it’s such an escape..."

Intensiteten daler
Dokumentarens midterste del går lidt for meget i detaljer med Elaines onewoman-show: En del af filmens intensitet går hermed tabt. Selvfølgelig bidrager også dette med væsentlige brikker til puslespillet Elaine Stritch, men selve optrædenen fylder ganske enkelt for meget i sammenhængen. Lad os komme tilbage til det personlige portræt, og det gør vi heldigvis også, efterhånden som afrundingen nærmer sig på både liv og film.

Små rids i lakken
"There’s something exciting about being afraid."... Der er en let distanceret dybde i nogle af Stritchs udtalelser, og det klæder både skuespillerinden og filmen med små rids i den ellers så blankpolerede overfladiskhed.