Mesteren (2017)

Manuskriptforfatter og instruktør Charlotte Sieling lykkes her ganske fint med et "nuanceret" portræt af en skabagtig og krukket kunstnertype: Søren Mallings Simon er verdenskendt billedkunstner og har så sandelig mere end nok i sig selv.

Evigt barnligt jaloux

Derfor er besøget af hans voksne søn ikke lige det, han har mest brug for. Især ikke fordi sønnen Casper selv er en meget dygtig kunstner - og det har den evigt barnligt jaloux Simon svært ved at acceptere. De to kredser nu overfladisk om hinanden - spørgsmålet er, om far og søn for alvor kan finde melodien?

Ligger på vippen

"Mesteren" ligger hele tiden på vippen til at blive et rigtig interessant filmbekendtskab. Der er rigtig mange gode takter, herligt skrevne roller og lækre københavner-locations. Men nogen forløsning finder filmen aldrig helt, og det bliver ved det jævnt raffinerede.

Balancen mellem alvor og komedie

Søren Malling har dygtigheden til med bravour at formidle selv de mest aperte roller i snart sagt alle genrer, men Simon kommer han aldrig helt i sync med. Der er for mange udsving i den i forvejen udsvingende rolle, og balancen mellem alvor og komedie sidder ikke lige i skabet. Jakob Oftebros trodsige sønnike-portræt indbragte ham en Robert, og det er da også en rolle med en kende kant - dog uden det store funklende.

Udsøgt krukkede kostumer

Den markant største underholdningsværdi ligger dels i de lækkert indfangne københavner-locations, dels i mødet med de udsøgt krukkede kostumer, som Simon vælger at iføre sig: Hans signatur-påklædning er pyjamaser i diverse pastelfarver. Dramaet mellem far og søn er ellers drivkraften, men det bliver sekundært, fordi det aldrig kommer til at gnistre.

Rigelig musik

Musik er der rigelig af, ofte i den anmassende ende af skalaen - komplet med diverse popsange - "I Don't Know How to Get in Your Heart" vandt tilmed en Robert.