HHhH (2017)

Alt for blankpoleret og overfortalt, men alligevel i flere henseender en lækkerbisken. "HHhH" fortæller den fascinerende - og foruroligende - historie om den kreative, musikalske Reinhard Heydrich, der lidt ad bagveje får en topposition i nazipartiet. Hans primære funktion her bliver at effektuere "den endelige løsning på jødeproblemet".

Stærk, markant og brutal

Filmen er stærk, markant og brutal i sit udtryk, hvilket er helt centralt for troværdigheden. For selvom Heydrich også var en helt almindelig familiefar med violinbuen graciøst skruet på, er der ingen tvivl om, at tilnavnet "Manden med jernhjertet" ikke kom ud af den blå luft.

Skyr ingen midler

Budskabet brænder således rimelig fornuftigt igennem i den første times tid - hvor filmen samtidig fungerer bedst. Her centrerer vi os nemlig stort set kun om Heydrichs vej til toppen, og hans metode, der ingen midler skyr. Halvvejs inde skal det hele ses fra en anden vinkel, nemlig de tjekkiske attentatmænds - for at trådene så kan mødes på midten til sidst.

Lynende og indædt had

En klar årsag til, at det lynende og indædte had når helt ud blandt tilskuerne er Jason Clarkes meget elegante hovedrollepræstation. Han formår virkelig at besjæle ondskaben og vække skræmme-forbilledet til live, så de små hår rejser sig. Flot indlevelse. Som medløber-hustruen Lina forsøger en udmærket Rosamund Pike at styre sin mand - men bliver sat alvorligt på plads! Stephen Graham udgør en rimelig troværdig Heinrich Himmler (der er forkølet i sin første scene..)

Udspartlende musik

Man trættes alt for tidligt af den helt igennem unødvendigt udspartlende brug af filmmusik. Her er virkelig oceaner, og det ærgrer voldsomt. Så tåler man lidt bedre det problematiske i, at alle tyskere og tjekker taler (flydende) engelsk. Visuelt står "HHhH" knivskarpt i en særdeles flot (nazi)scenografi.