The 15:17 to Paris (2018)

Temmelig uortodokst konstrueret Clint Eastwood-thriller/drama, der gennem flashbacks og leg med tid og sted forsøger at opbygge en karakter-identifikation – med begrænset succes. Mest interessant ved hele filmens setup er utvivlsomt, at det er det virkelige livs anti-terrorhelte, der spiller de tre bærende roller i "The 15:17 to Paris" – et tema, Eastwood også varierer i Richard Jewell (2019).

Tre dudes på tur

De tre dudes Spencer, Alek og Anthony er barndomsvenner – og det meste af filmens første tredjedel beskrives deres omtumlede grundskole-tilværelse, hvor en kristen opdragelse ikke harmonerer så godt med drengenes rebelske legelyst. Men også disse dudes bliver voksne – bliver grebet af militæret (i hvert fald de to af dem) – og møder tilværelsens op- og nedture.

Frygtløse gutter

Nu skal de så på Europa-tur, og der flyves og køres med tog på kryds og tværs af nationer. Og som der gennem hele filmen bygges op til, kommer der til at ske noget meget spændende hen imod slutningen – her må gutterne nemlig frygtløst på banen, da en terrorist har i sinde at plaffe sig vej gennem alle togets kabiner... og passagerer.

Våd militær-drengedrøm

Et langt stykke hen ad vejen besidder "The 15:17 to Paris" en pæn portion troværdig og klassisk identificérbar grundstemning. Der er pang og god historie i børnevinklen, rimelig saft i den våde militær-drengedrøm, som ikke går i opfyldelse uden problematiske sidespring, og kontant spændingsafregning i terror-klimakset.

Pensler i for mange retninger

Men hele filmen igennem føler man sig alligevel ikke gennemført underholdt, for Eastwood pensler i for mange retninger, hvad der kan opleves som et kreativt, narrativt valg, men som mere fungerer som forstyrrende, springende og lidt irriterende derouter.

Vammel miskmask

At de tre helte spiller sig selv fungerer overraskende godt (på nær en række utroværdigt og stift affyrede replikker), og underlægningsmusikken er behageligt nedtonet. Slutningen derimod er et stilstudie i patriotisk-vammel-amerikansk-forherligende miskmask. Det er næsten ikke til at bære, og forplumrer stort set hele filmoplevelsen, havde det ikke været for det trods alt gedigne og rolige filmhåndværk.