Rampage (2018)

    Resultatet af hovedløs forskning med dyregener viser sig, da tre monsterdyr efterhånden truer verdensfreden. En primatforsker må på banen.


    CHARMERENDE OVERDREV

    Baseret på 80'er-computerspillet af samme navn overbeviser filmudgaven af "Rampage" med bekostede effekter, der rent faktisk ser rigtig godt ud. Tilmed er filmen upåklageligt underholdende, og det skyldes først og fremmest en humoristisk tongue-in-cheek-tilgang til det overdrevne stof.

     

    Tegnsprog med en albinogorilla

    Dwayne Johnson spiller primatforskeren Davis Okoye, der har lært albinogorillaen i Zoologisk Have tegnsprog. De to har noget kørende, og i det hele taget er Davis ikke interesseret i mennesker. Damerne byder sig til på stribe, men Davis vil hellere hjem til sin højt skattede alenetid.

     

    Vækst- og vidunderhormon

    Snart kan der dog blive brug for både dame- og dyretid, da det viser sig, at både albinogorillaen, en ulv og en krokodille er blevet inficeret af et særligt sammensat vækst- og vidunderhormon, der gør at de vokser i tordnende fart og er rigtigt godt og grundigt sure!

     

    Overarmene spændt til det yderste

    For at verden - eller i første omgang Chicago - ikke skal gå under, må Davis strække sine muskuløse overarme til det yderste. Alt sammen lige til højrebenet forudsigeligt, men ligeså ligefremt og uhøjtideligt. Ja, det er langt ude, men præmissen holder.

     

    Himmel, jord og dyrevelfærd i bevægelse

    Der er scener af total kaos, hvor himmel, jord og dyrevelfærd står i bevægelse. Her bliver monsterdyrenes entré i storbyen Chicago på mange måder en genoplivelse af 9/11, i det et højhus styrter i grus, og byzonen er blevet til solformørket og støvet krigszone.

     

    Ikke uden selvironi

    Dwayne Johnson spiller her ikke uden selvironi, hvilket er klædeligt. Bedst blandt birollerne er Jeffrey Dean Morgans Harvey, en fjende, der kan gå hen at blive en ven. Musikunderlægningen er fatalt overstyret, men man tåler det i højere grad i denne type genrefilm, der er så bevidst hyperaktiv.

     

    Overbevisende effekter

    Som nævnt er effekterne overbevisende. Det gælder også de ufrivilligt forvoksede pels- og skældyr, der pludselig står for skud. At intet af det amerikanske militærs isenkram kan skyde monstrene bare en anelse i sænk forekommer måske nok en anelse usandsynligt - men også dét falder ind i helhedens charme.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, USA, Eventyr, Action, Katastrofefilm, Dyr på film, 107 min.

    Dansk titel: Rampage: Big Meets Bigger
    Instr: Brad Peyton Prod: Beau Flynn, Hiram Garcia, Brad Peyton, John Rickard Manus: Ryan Engle, Carlton Cuse, Ryan J. Condal, Adam Sztykiel Baseret på: computerspillet "Rampage" Foto: Jaron Presant Klip: Bob Ducsay; Jim May Mus: Andrew Lockington