All Nighter (2017)

Idéen er ferm, resultatet mere kækt end vellykket: Sæt sød-forhutlede og humanistisk udseende Emile Hirsch sammen med stirreøjne-skaldepanden J.K. Simmons i alle tiders jagt på ekskæreste/datter, der er sporløst forsvundet.

Relativt få gnister

Det kunne have formet et rigtig sprødt makkerpar, men scenerne med gnister kan tælles på én hånd. Langt det meste af "All Nighter" forfalder til en blanding af farce og vammel lommefilosofi - klart bedst er filmen i den første halve time.

Ikke længere kærester

Emile Hirschs Martin er ikke længere kærester med Ginnie, men det ved Ginnies fraværende karrierefar ikke. Derfor banker han en dag på Martins dør - og vil gerne tale med sin datter. Da ingen af dem ved, hvor hun er, indvilliger Martin i at tage med "svigerfarmand" Frank med rundt i nabolaget.

Aparte situationer

Det bringer de to ud i en række aparte situationer, der inkluderer knytnæveslag i ansigtet, fis, ballade og fashionable restauranter. Hvad der er mest finurligt - og pletvist morsomt - er Martins absolutte underkastelse: Han har virkelig ikke for fem flade cents holdning til tilværelsen, men det skal Frank nok få ændret på.

Som en hund i et spil kegler

Sjove scener opstår således ud af den skæve "Gøg og Gokke"-farce, hvor Martin vælter rundt som en hund i et spil kegler i forsøget på at gøre et godt indtryk på den myndige Frank. Og gang på gang ender det uhyre klodset og har hermed den stik modsatte virkning.

Blegfed værelsesfælle

Samspillet mellem Hirsch og Simmons er relativt upåklageligt, ligesom et par scener med Martins blegfede, bong-rygende værelsesfælle Jimothy (i en herlig birolle af Jon Daly) har noget af det, filmen kunne have levet langt højere på, havde den været mere konsekvent.

Skinger tone

Efterhånden som Martin og Frank kommer længere og længere ud i udkants-bekendtskabskredsen til ekskæresten/datteren, bliver filmens tone også mere skinger. Begivenhederne forsøger tydeligt at kompensere for manglende tæft og tyngde i et vaklende skrevet manuskript.

Banjo-drømme

Musikken spiller sin egen rolle i handlingen, idet Martin gerne vil gøre karriere som banjospillende (for)sanger. Hen imod slutningen bliver denne musikalske drøm vævet ind i en uklædelig sukkersødme. Gennem hele filmen er der lige en tand for meget af Alec Puros stemningssættende, originalkomponerede musik.