Les démons (2015)

Canadiske Philippe Lesages spillefilmsdebut linker på flere måder til hans senere værk Genèse (2018). "Les démons" har en lille håndfuld af de samme unge skuespillere i bærende roller, og hovedrollefiguren Félix optræder i Genèses raffinerede epilog.

Næsten velfungerende familie

Félix er 10 år og egentlig ganske godt tilfreds. Hans familie er – næsten – velfungerende, hans søskende er kærlige, og han har flere gode klassekammerater. Men måske er hverdagsglæderne blankpolerede, og det sene barndomsliv slet ikke så let, som det ser ud til på overfladen? Det er denne dobbelthed, Lesage rammer så flot i "Les démons".

Det store spøgelse

For dæmoner er der i filmen, hvad enten de opstår i Félix' eget hoved eller i de begavet sammenstrikkede sidehistorier, som vi også bliver involveret i. Félix er udfordret af dét store spøgelse, der hedder kærlighed og seksualitet, og han bliver skræmt fra vid og sans over sine egne meget uskyldige flirts med homoseksuelle vibrationer.

Prøver grænser af

Samtidig prøver han andre grænser af, hvad en af hans klassekammerater får "kærligt" at føle, da Félix og en ven låser ham inde i et skab i svømmehallens omklædningsrum. Heldigvis er der opbakning at hente i hjemmet – i en hjerteskærende scene lykkes det hans mor at berolige ham, som han sidder grædende og sammenbøjet i bunden af klædeskabet.

Skyld, skam og mørklagt seksuel drivkraft

En af filmens sidehistorier beskæftiger sig med svømmeunderviseren Ben, en lidt ældre teenager, der har sine egne svære kvaler med følelseslivet. Her bliver vi vidner til en meget bevægende og omvæltende skæbnefortælling – og muligvis en af de stærkeste skildringer af skyld, skam og mørklagt seksuel drivkraft nogensinde på film.

Uskyldsren

Philippe Lesage, der selv spiller en birolle som den halte klasselærer, har fået meget imponerende børne- og teenagepræstationer ud af sit enorme arsenal af små og store roller. Édouard Tremblay-Grenier er slet og ret fænomenal som Félix (han bliver i Lesages mange nærbilleder filmens ikoniske "varemærke" med det smukke og uskyldsrene ansigt.) Pier-Luc Funk yder filmens anden eminent strålende præstation, i rollen som den ovenfor nævnte Ben.

Uafrystelig ærlighed

Der er en uafrystelig ærlighed over "Les démons". På trods af tendenser i retning af det lidt mindre fokuserede i springene mellem hoved- og sidehistorier sidder man stadig tilbage med en meget barsk filmoplevelse, der vidner om styr på og dyb indsigt i såvel børne- som voksenpsykologien.

Dystre elektroniske toner

Filmen åbner med en længere sekvens, hvor vi følger Félix og en gruppe klassekammerater i dans til tonerne af Jean Sibelius' Finlandia. Herefter går der knap 40 minutter, før vi igen får underlægningsmusik – denne gang dystre elektroniske toner af Pye Corner Audio. Musikken optræder i mindre blokke og får aldrig lov at få overtaget i formidlingen.