Pin Cushion (2017)

Fantastisk flot og modig spillefilmsdebut af britiske Deborah Haywood. Ikke alene er "Pin Cushion" præget af en meget dyb menneskelig indsigt - formidlingen er tilmed både raffineret og opfindsom.

Symbiotisk forhold

Et meget symbiotisk mor-datter-forhold er omdrejningspunktet for Haywoods egen historie, der udspiller sig et sted i Storbritannien. De to er netop flyttet og forsøger at starte forfra med base i ét blandt rigtig mange rækkehuse.

Én stor undskyldning

Moderen Lyn er en meget stor undskyldning for sig selv og absolut ikke det bedste forbillede for teenagedatteren Iona - der netop har brug for al den støtte hun kan få med udfordringer i privat- og skolelivet. 

Ingen åbne arme

Mens Lyn render rundt i hjemmet med sin selvfornedrende pukkelryg, forsøget Iona at tilpasse sig den alt andet end åbenhjertige modtagelse, hun får i sin nye skoleklasse.

Ultimativ fornedrelse

Her er en gruppe piger så nedgørende og hadefulde, at det sætter nye rekorder for fornedrelse. Hvad de udsætter Iona for af frygteligheder overgår enhver forstand, og hjemme er moderen mere og mere kørt ud på sit eget sidespor, samtidig med at hun oplever datterens helvede lettere distanceret. Affære kan hun i hvert fald dårligt tage.

Raffinerede kontraster

Haywoods film rummer en raffineret kontrastfuldhed mellem den ubeskriveligt grå-deprimerede historie og den farverige indpakning. Farverne og filtreringerne i billederne står skarpt og skærer så meget desto mere smerteligt, når nu de to kvinder lever det vågne mareridt.

Umenneskelig behandling

I takt med den umenneskelige behandling, de begge udsættes for, vokser også ønsket om virkelighedsflugt - elegant eksemplificeret i en stribe mærkværdigheder af mere eller mindre drømmeagtig karakter.

Nærværende lyddesign

Natalie Holts underlægningsmusik er meget varieret og ind imellem lidt for stemningsstyrende, ellers er "Pin Cushion" præget af nærvær også i lyddesignet. Både Lily Newmark og Joanna Scanlan præsterer fænomenalt.