Going Clear: Scientology and the Prison of Belief (2015)

    Scientology-kirken skildres gennem interviews med afhoppere og aktive, og kirkens grundlægger og ledere sættes ind i en vidtrækkende sammenhæng.


    SMÅ OG STORE STJERNER

    Går man og overvejer at blive scientolog, er det måske værd først at se Alex Gibneys vægtige dokumentarfilm om den pengestærke kirke og dens pænt sagt fantastiske metoder.

    Sprøde historier
    Fantastisk, vel at mærke, i en højtravende og science fiction-agtig retning, for kirkens grundlægger L. Ron Hubbard kom fra en fortid som forfatter af farverige rumnoveller – og mange af disse sprøde historier overførte han direkte til sin "tro".

    En øjenåbner
    Dokumentarfilmen er en øjenåbner af karat. Der bliver gået i flæsket på den hemmelighedsfulde kirke, og filmen er et bombardement af forbløffende informationer, der efterlader sine tilskuere i en blanding af mundlam hovedrysten og fascination.

    Små og store stjerner
    For det er, når man har set filmen, ikke på nogen måde til at fatte, hvad det er, der får små og store stjerner (herunder Tom Cruise og John Travolta) til at hellige sig Scientology i en alliance på klichéer, penge og decideret hjernevask. Og mere skræmmende, at de to skuespillere godt er klar over, at de måske er den største årsag til, at kirken stadig kan hverve nye medlemmer.

    Tabte underkæber
    Filmens instruktør Alex Gibney arbejder meget grundigt med sit stof, og man kan næppe undgå at tabe underkæben undervejs: Mødet med de lynende øjne og det iscenesatte æterisk "religiøse", herunder myten om "Xenu" og andre sprøde påhit.

    Bitter eftersmag
    Og, ikke mindst, hvad de lange og seje forløb med de rettroende kan afstedkomme af psykiske problemer. Så er det ekstra perspektiverende, at Scientology-kirken lykkedes med at blive fritaget fra at betale skat, mest på grund af trusler mod det amerikanske skattesystem. En dokumentarfilm med en lang og bitter eftersmag.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, USA, Dokumentar, Biografi, 119 min.

    Dansk titel: Bag Scientology
    Instr: Alex Gibney Prod: Alex Gibney, Matthew Slater, Kristen Vaurio, Lawrence Wright Manus: Alex Gibney Baseret på: bog af Lawrence Wright Foto: Samuel Painter Klip: Andy Grieve Mus: Will Bates
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation