God's Own Country (2017)
En ung landmand med en syg far drikker hjernen ud i weekenderne, men tiltrækkes snart af den nye rumænske assistent.
DEN SVÆRE NÆRHED
Tematisk beslægtede film:
Harmonisk og indsigtsfuld instruktørdebut af Francis Lee, der til dels har lagt egne livserfaringer til grund for filmens manuskript. Den svære homoseksuelle nærhed, som den opleves af en ung landmand med rod i privatlivet og en meget syg far.
Enkel udstråling
"God's Own Country" besidder en betagende enkel udstråling, hvis narrative valg er nedtonede og fuldstændig uden behov for at gøre sig bemærket. Rolig kameraføring i enkle udsnit af en britisk landejendom, hvor der bestemt ikke sker det store.
Skæbnen i hænderne
Gårdens skæbne er lagt i hænderne på Johnny, for faderen er syg, og bedstemoderen mest af alt kommanderende. Trods sin hang til alt for mange vilde byture med sprut og tilfældig sex, evner Johnny alligevel at få den daglige drift til at hænge sammen.
Stor omvæltning
Den helt store omvæltning i Johnnys liv kommer i mødet med gårdens nye rumænske assistent, Gheorghe. Til at begynde med forfalder Johnny til velkendte nedladende og racistiske angreb, men senere forføres han af Gheorghes rolige udstråling og dybe indsigt.
Længselsfuldt nærvær
I en af filmens stærkeste scener skal Gheorghe, nærmest med magt, forsøge at få Johnny omstillet fra råt overfladebegær til dybt og længselsfuldt nærvær - meget flot skildret og formidlet og et sjældent betagende indblik i dén kompleksitet, som parforhold og sex også kan rumme.
Blændende samspil
Blændende samspil mellem Josh O'Connor og Alec Secareanu sørger for en flammende troværdighed i det tiltagende intense kærlighedsforhold. "God's Own Country" blev endnu et dejligt bevis på, at film med homoseksuelt tema har en chance hos et mainstream-publikum: Filmen kom i almindelig dansk biografdistribution.
Næsten musik-fritaget
Næsten helt fritaget for underlægningsmusik holder Francis Lee fast i sin formel, der dyrker nærværet - hvor komplekst vores hovedrolleindehaver Johnny end måtte finde det. Hele tiden bakkes de dybsindige stemninger op af forårs-gråtonede naturbilleder af landstedet og dets omgivelser.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2017, Storbritannien, Drama, Romantik, Homoseksuelt tema, Dyr på film, 104 min.
Dansk titel: God's Own Country- Josh O'Connor (Johnny Saxby)
- Alec Secareanu (Gheorghe Ionescu)
- Gemma Jones (Deidre Sexby)
- Ian Hart (Martin Saxby)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- RB-N - Bedste ikke-amerikanske film
- BERLIN - Männer Jury Award
- BERLIN-N - Teddy-nominering
- SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering
- SUNDANCE - Directing Award