LOMO: The Language of Many Others (2017)

Ungdoms-pulserende, farvestrålende og bitter-mørkt ungdomsdrama, der hylder puls, farveprisme og beat, så det er en sand sansesymfoni. Men det gør ikke "LOMO: The Language of Many Others" til nogen helstøbt filmoplevelse, faktisk er der kun én vej for Julia Langhofs debutfilm, og det er ud på et sidespor.

Virtuel hverdag

17-årige Karl og hans tvillingesøster Anna bor med forældrene under fine berliner-forhold, men Karl kan ikke rigtig finde melodien. Han bruger til gengæld det meste af sin tid på sin blog, der bærer titlen "The Language og Many Others". Her udstiller han sit eget og sin families privatliv med både tekst, billeder og video - og det går efterhånden så galt, at han næsten ikke længere kan skelne, hvad der er op, og hvad der er ned.

Sex og slanke kroppe

Masser af hypertrendy elektronisk underlægningsmusik slår den ungdommeligt underlivsvuggende tone an: Her er sex, lækre slanke kroppe og liderlige blikke mellem de mange neonfarver, der så lækkert indfanges i Michal Grabowskis kameralinser. Det er ungt tysk, det er fatalt, det er hvileløst.

Mister pusten

Jonas Dassler agerer pænt i den noget vanskelige hovedrolle som den irriterende og øretæveindbydende Karl. Han forstår dybest set ikke ret meget af verden, men han er meget glad for at gøre sig selv - og andre - klog på den. Filmens tiltagende mystik, der centreres om den grynede virtuelle blog-verden, er ikke på nogen måde klædelig. Tværtimod mister dramaet pusten - fordi der skrues alt for meget op på alle knapper.

Flabet dialog

Den flabede dialog, den ungdoms-sløvsindede tone og de sitrende (seksuelle) spændinger er filmens forcer. Desværre evner Julia Langhof ikke at holde tøjlerne, så helheden står troværdigt.