The Cement Garden (1993)

Helt afgjort ikke en film for enhver smag, og under alle omstændigheder en historie, man skal bruge tid på at fordøje. "The Cement Garden" er Andrew Birkins modige filmatisering af Ian McEwans kontroversielle roman om incest, teenagebegær og identitet.

Et godt øje til hinanden

Først dratter farmand om i cementhaven, senere dør moren i sengen. Tilbage står fire børn, de to er halvvoksne teenagere, Jack og Julie, og de har tilmed et mere end almindeligt godt øje til hinanden.

Æstetiseret mening med galskaben

Der er ikke noget "helt almindeligt" over nogen facetter af historien, og det er i denne kontekst, man skal finde det vellykkede ved Andrew Birkins filmatisering. Det er nemlig lykkedes den britiske instruktør og manuskriptforfatter at skabe - om ikke andet - æstetiseret mening med galskaben.

Betongrå sterilitet

At miste begge forældre er egentlig hurtigt "glemt" i den aparte verden, som de fire børn er efterladt i. De har absolut ikke haft nogen almindelig opvækst, og huset, de bor i, er både betongråt, sterilt og placeret mellem tilsvarende øde beliggende betonruiner et sted i Londons udkant.

Begær som rød tråd

Som rød tråd i dette vanvid står teenageren Jacks seksuelle opvågnen centralt. Og her er castingen af 19-årige Andrew Robertson væsentlig. Robertson evner nemlig meget overbevisende at formidle en konstant sløvsinds-liderlighed i et tiltagende usundt begær efter søsteren Julie.

Ren rust på enhver sund sjæl

I det hele taget er det ætsende incestuøse forhold ren rust på enhver sund sjæl, men ikke desto mindre formiddabelt formidlet af Robertson og Charlotte Gainsbourgh - og lagt i hænderne på en instruktør, der vover at gå hele vejen i en skæv og skandaløs histories tjeneste.

Skarpe kontraster

Eminent fotograferet med fuld fokus på kontrasterne mellem den grå betons trøstesløshed og de to teenagerens æggende skønhed. Både Robertson og Gainsbourgh emmer af eksplossivt begær, og Robertson med det store, mørke og krøllede hår vækker mindelser om Tadzio i Viscontis Morte a Venezia (1971).

Fint afgrænset musikunderlægning

Ed Shearmurs underlægningsmusik stikker kun hovedet frem i fint afgrænsede blokke, og så er musikken tilmed i den betragteligt fine ende med sans for både melodi, stemning og sammenhæng.