The Offence (1973)

Filmisk kreativt, men lige tanden for teatralsk spillet: "The Offence" har Sean Connery i hovedrollen som den sammenbidte britiske betjent Johnson, der sammen med kollegerne jager en børnemishandler- og morder.

Koger over

Da Johnson er alene i forhørslokalet med dén mand, han er overbevist om er gerningsmanden, koger han fuldstændig over, og snart er han endt på meget dybt vand, hvor både karriere og tilværelse er i kæntringsfare.

Fænomenale kneb

Sidney Lumets iscenesættelse rummer talrige fænomenale kneb, der isoleret set er små perler i et lidt for overophedet filmprodukt. Æstetikken er enkel og uden ret meget omsvøb, og der er britisk realisme med kant og konturer i flere af de stemningsopbyggende scener uden dialog.

Dvæles ved nærværet

I helheden ønsker man sig langt flere stemningsscener som denne: En regnbyge siler stille i en sumpet dal, mens betjentene desperat leder efter en bortført 12-årig pige. Her er reallyden helt i fokus, og der dvæles ved nærværet.

Stritter i flere retninger

Filmen stritter lidt for meget i flere retninger, og potentielt hyper-intense opgør drukner i nævnte teatralske overspil. Ikke mindst kernescenen, hvor Johnson hjemme i dagligstuen sviner sin kone til: Det bliver for tydeligt, at filmen er baseret på et skuespil, og at manuskriptet er skrevet af stykkets forfatter.

Vendt på vrangen

Bedre lykkes forhørsscenerne, hvor Ian Bannen funkler i den formodede skurkerolle - i øvrigt en scene, der hen imod slutningen bliver vendt på vrangen i en forfriskende åben slutning med vide perspektiver.

Frie hænder

Den modernistiske britiske komponist Harrison Birtwistle skrev her sin eneste reelle filmmusik. Han fik 100 % frie hænder, og resultatet er en sælsom, interessant og stærk medspiller i filmen, særligt fordi den er bevidst meget lidt anvendt.