Dunkirk (2017)

Klart en af de største skuffelser hvad angår storfilm fra 2017: "Dunkirk" er ubetinget visuelt lækker krigsdramatik, men – og dette med store typer – helt igennem ødelagt af Hans Zimmers musik, der tordner ud af alle højttalere i 100 % af filmens spilletid! Det er uhyre sjældent, hvis nogensinde, at film er underkastet musikunderlægning i samtlige spilleminutter, og "Dunkirk" er decideret skudt i sænk af dette frygtelige narrative greb.

Sprængt i stykker

Vi befinder os på stranden ved Dunkerque under 2. verdenskrig. Her er allierede soldater samlet i hobetal med foldede hænder i håbet om at kunne blive evakueret, før nazisternes Stuka-fly når at bombe dem. Skibe lægger til, men bliver ligeså hurtigt sprængt i stykker, og det kan synes nærved umuligt at komme levende derfra.

Hverdagens helte

Samtidig kredser et par britiske helte omkring i luftrummet og forsøger at pulverisere Stuka-flyene. Til søs trodser hverdagens britiske helte farerne og stævner ud for at hjælpe de soldater, der måtte kvabbe rundt i havet. Kort og godt fyger alle tænkelige dødbringende farer om ørerne.

Et kvælertag uden sidestykke

Tilbage til den helt centrale bæ ved filmoplevelsen "Dunkirk": Hans Zimmers Oscar- og Golden Globe-nominerede musik. Vi er ude i kvælertag uden filmhistorisk sidestykke, og det kan undre voldsomt, at filmen har fået så stor succes blandt både publikum og anmeldere. Er vi simpelthen ude i, at tilskueren ikke bemærker musikken – selvom den er så anmassende, som tilfældet er her?

Ingen tematisk fundering

Zimmers musik er tilmed stort set "fritaget" for tematisk fundering. I stedet opbygges gentagne eskalerende "pulsslag" i en primært elektronisk underlægning, fra en stille basis til en øredøvende larm, der i de enkelte del-klimaks periodisk (og ufrivilligt?) overdøves af eksplossioner og flyjagter.

Aldrig fred

Der er med andre ord aldrig fred til at opfange den reelt nervepirrende stemning, som soldaterne er midt i, med dødsangsten malet i ansigterne. Zimmer får lov at diktere uden ophold. For dén filmtilskuer, der perciperer lyd og musik som mere end blot baggrunds-vibrationer, er dette en killer.

Intensiteten bagved

Isolerer man filmen fra musiksiden (med fordel kan hjemme-cineasten slå lyden fra), fornemmer man dén intensitet, der emmer ud af de knaldflotte billeder og det på én gang hæsblæsende og mentalt krybende vanvid, som soldaterne befinder sig i epicentret af. Overladt til naturens og krigens egne lyde (hav og mekanik), ville Nolans film have stået til mindst 5 stjerner.

Ikke for mange intriger

Skuespillet er pænt, men det er ikke filmens hovedinteresse. De fleste personer, besat af kendte som mindre kendte, er formidlere af nævnte vanvidsstemning. Faktisk klæder det filmen rigtig godt, at den ikke går ind i klassiske intrigante sidehistorier. En undtagelse er hverdagens tre britiske helte, der stævner ud fra England, mens drenge bliver til mænd, når de sætter livet på spil.