The Hill (1965)

Instruktør Sidney Lumet var dygtig til at få det bedste ud af sine (stjerne)skuespillere og i det hele taget fortælle film i det helt brede format, men uden unødvendigt store armbevægelser. "The Hill" fra 1965 er ingen undtagelse. Her var Lumet 40 år gammel og kaprede den 6 år yngre superstjerne, Sean Connery, til hovedrollen.

I det støvede Nordafrika

"The Hill" er fængselsfilm, når det bider mest fra sig. Vi befinder os midt i det allermest støvede Nordafrika under 2. verdenskrig. Dvs. kulisserne blev bygget i sydspanske landskaber, og hele filmen optaget on location. Til den britiske fangelejr ankommer fem nye fanger af meget forskelligt psykisk og fysisk snit, herunder Connerys Joe Roberts, der skal bag tremmer for at have pandet sin chef en på lampen.

Ingen nåde

Der vises ingen nåde, hverken fra det sadistiske personale eller fra moder natur: Solen bager ned over de i forvejen storsvedende mennesker, og det bliver særligt livsfarligt, når de tvinges op og ned af den høj, som er opført som et effektivt torturinstrument midt på gårdspladsen.

Soldaterne knækkes

Planen fra personalets side er at knække soldaterne, enten fysisk eller psykisk, og det lykkes dem da også ganske effektivt. Men det er op til den enkelte, om han vil lade sig knække, og her skal særligt Joe Roberts vise sig stærk - men også han kun til en vis grænse.

Højtråbende

Der bliver råbt rigtig meget. Harry Andrews' lejrleder Wilson er mægtig glad for at skrige sine ordrer, og det er hans snæversynede personale også. Det er jo ikke nogen Kindergarten, mændene er havnet i, og det er meget vigtigt for dem med magt at pointere. Omvendt må de indsatte lægge øre til lidt af hvert, og selv den mindste tur over gården foregår i march: ON THE DOUBLE!

Til perfektion

Sidney Lumet udnytter både sin kulisse og sine skuespillere helt igennem til perfektion. Cheffotograf Oswals Morris leger med nærbilledernes melodramatiserende effekter, og lyssætningen er en central effektmager i den sort/hvide æstetik. "The Hill" er 100 % fritaget for underlægningsmusik, hvilket i meget høj grad intensiverer intensiteten og giver tilskueren mulighed for at gå på opdagelse i de mange små og store detaljer.

Pragtfuldt modspil

Sean Connery får pragtfuldt modspil, både fra sine medindsatte (de bliver anbragt 5 i samme celle), og fra de overordnede. Særligt Harry Andrews' lejrleder er helt vidunderlig med sin let karikerede britiske sang-diktion og en påtaget godhjertethed, der ikke er svær at gennemskue.