Scum (1977)

Da den britiske instruktør Alan Clarke døde af cancer i 1990, 54 år gammel, efterlod han sig en lang række banebrydende tv-produktioner, mange af dem produceret for BBC. En af dem kom til verden i 1977 med titlen "Scum" og endte med måske at blive Clarkes bedst kendte produktion - og ikke kun fordi den rummer uafrystelig rå realisme.

Lidt for tæt på virkeligheden?

Allermest kendt blev "Scum", fordi BBC valgte ikke at vise den, da filmen var færdigdrejet. Den var ganske enkelt for barsk, hed det. I virkeligheden drejede det sig nok snarere om, at beskrivelsen af forholdene i et britisk ungdomsfængsel i 70'erne lå lidt for tæt op ad virkeligheden i Thatcher-æraens behandling af børn og unge.

Ikke vist i tv

Filmen blev i hvert fald ikke vist i de britiske dagligstuer, og først da produktionen voksede sig større til en spillefilmsudgave 2 år senere, fik Alan Clarke og hans dygtige filmhold den oprejsning og ros, som de absolut havde fortjent. Rå realisme har sjældent været så nedbarberet til det essentielle som i Clarkes optik - men de sidste mætninger og afrundinger mangler alligevel for at forme reelle kuldegysninger.

Lussinger og dunk i hovedet

"Scum" skildrer en gruppe teenagedrenges ankomst og ophold på et britisk ungdomsfængsel. Her bliver de fra begyndelsen behandlet som det skidt, de træder på, og der bliver uddelt lussinger og dunk i hovedet, både fysisk og mentalt, fra fængslets alt andet end pædagogisk stemte personale. Så kan de lære det.

Tryk avler modtryk

Men som det vel bør være almindelig logik for burhøns, avler denne behandling ikke andet end modtryk, modløshed og vold, og det får drengene indbyrdes og personalet at føle, efterhånden som den frygtelige hverdags pinsler stiger de mest voldsdisponerede drenge til hovedet.

Ultimativ ydmygelse

En meget ung Ray Winstone præsterer pænt i hovedrollen som Carlin, der på den hårde måde må lære at begå sig blandt sine medindsatte og personalet. Kun ved at hævde sig og slå og sparke igen kan han måske opnå "fred" i sit ophold. Andre af drengene havner i den ultimative ydmygelse og på selvmordets rand.

Fugtigkrybende klam

Clarkes fortællestil er ligeså ydmyg og fugtigkrybende klam som dén beton, de fængslede bor i. Her er ingen store kameratekniske armbevægelser - og slet ingen underlægningsmusik. Det hele er overladt til dramaets egen frygtindgydende nerve - og det er op til både de uprøvede og mere erfarne skuespillere at formidle den mellemmenneskelige spænding.

Hårrejsende scener

Her kunne man have ønsket sig mere sitrende nerve og lidt mindre teatralsk spillestil, men der er stadig hårrejsende scener nok i den 75 lange tv-film til at få pulsen op i frustration over den vanvittige behandling af sagesløse unge.