McVicar (1980)

Biografisk film om udbryderkongen John McVicar, der gav hele fængselsvæsnet fuck-fingeren ved at grave et hul i muren og stikke af. I Tom Cleggs iscenesættelse står historien relativt skarpt men har også slagsider i retning af det både overdramatiserede og i særlig grad musikalsk kvælenede.

Alt for meget musik

Musik-niveauet hænger i høj grad sammen med, at man har castet Roger Daltrey i titelrollen. Det britiske musik-fænomen Daltrey synger selv flere af filmens sange, og herudover er store dele af handlingen iklædt en ikke videre stemnings-matchende underlægning, der ikke bidrager til troværdigheden.

Rå & utilpasset

Den rå og utilpassede London-dreng, John McVicar, er havnet bag tremmer. Her gælder det om at spille med musklerne, og fængslets personale lærer hurtigt, at man ikke sådan uden videre løber om hjørner med ham. I badet har John og en medindsat fundet en mur, der kan graves ud til en sikker flugtvej, så snart går den vilde flugt, som kun McVicar lykkes med.

En normal hverdag?

Ude på den anden side (ca. en time inde i handlingen) forsøger John så vidt muligt at vende tilbage til en normal hverdag. Kæresten er stadig fresh, og sønnen er nu vokset sig halvstor og er klar til at sparre med den far, han aldrig har mødt før. Men mon ikke lovens lange arm indhenter den djærve udbryder før eller siden?

Klart bedst i starten

Klart bedst er filmens første time, mens McVicar og co. endnu er bag tremmer. Her er der en pæn portion rå atmosfære over optagelserne (på irske fængsler.) Ganske vist er det ikke alle sider af fængselslivet, der er lige troværdigt fremstillet, men det er trods alt filmens mest markante afsnit.

Skifter stemning

Ude i friheden skifter "McVicar" i for høj grad karakter og stemning, og samværet med kæreste og barn er ikke videre intenst skildret, snarere et langt og småkedeligt intermezzo, før den nærved uundgåelige genforening med ordensmagten - til tonerne af Daltreys popsange.

Brænder ikke igennem

Roger Daltrey har ikke den totale gennemslagskraft i titelrollen, ligesom de fleste af birollerne aldrig helt brænder igennem. Som fængsels-genrefilm står filmen pænt, og fotografen Vernon Layton lykkes meget flot med en serie smukt perspeltiverede indstillinger i livet udenfor.