National Lampoon's Animal House (1978)

Uforligneligt syre-humoristisk kultkomedie: John Landis' "Animal House" er lige præcis så kugleskør, at den både er hjertevarm men også på totalt syretrip. Handlingen er egentlig spredt for alle vinde, og det meste af morskaben er koblet på enkelte sekvenser, hvor vores aparte protagonister går amok i en eller anden sprød og vanvittig idé, de lige har fået. En idé, der kan forsøde den tarveligt kedelige hverdag som universitetsstuderende.

Fest, ballade & skøre indfald

De skæve personager i filmen er alle medlem af den selvoprettede Delta-klike. Det er hér, man skal være medlem, hvis man er alt andet end skole-minded, og hellere vil bruge tiden på fest, ballade og skøre indfald. En af ankerpersonerne i Delta-kliken er John Belushis John Blutarsky - en gennem-crazy spradebasse, der flakker omkring uden mål og med og snart får serveret sit karaktergennemsnit af universitetets rektor: 0,0.

Outrerede seancer

I Delta-klikens kamp for rettigheden til ikke at tage universitetet seriøst opfindes en lang række outrerede seancer og scener, der alle tjener dét formål, at de ikke har noget formål. Men det gælder i hvert fald om at få skovlen under de højrøvede og studentikose typer, der spænder ben for klikens frisindede livsstil.

En udsøgt fornøjelse

Landis' film rummer så mange enkeltstående, klassisk funklende komediescener, at det er en udsøgt fornøjelse. De fleste af guldkornene står John Belushi for, og flere gange må man knibe sig selv i armen i mødet med hans abnorme udskejelser. Fx at drikke en helt flaske whiskey på 5 sekunder, at tage en bid af kantinemaden og lægge den tilbage på hylden, eller at stoppe en enorm sandwich ind i munden på én gang.

Syret skævhed

Belushi har lige netop den syrede skævhed og overgearing, der gør, at han stråler og løfter filmoplevelsen et par hak - selvsamme hyperaktivitet førte til hans tidlige død som bare 33-årig i 1982. Det er også i "Animal House" at vi stifter bekendtskab med en række kommende små og store stjerner i meget unge udgaver: Tom Hulce, Kevin Bacon og særligt Bruce McGill er sjove at betragte.

Komediekunst

Efter at man lige har tunet sig ind på den skæve og egenartede tone, former der sig en filmoplevelse langt ud over det usædvanlige - værd at fremhæve for sine mange originale indfald og modet til at skabe komediekunst, der langt fra er politisk korrekt. Elmer Bernsteins musik træder heldigvis ofte ud af billedet, så mange scener faktisk får lov at leve højt på komediekunstens helt egne kvaliteter.