Ex Machina (2015)

Alex Garland, forfatter til succesrige manuskripter og romaner, debuterer her som instruktør med en visionær kunstig-intelligens-science-fiction/mystik-thriller.

Alternativ fortællelyst
"Ex Machina" emmer af alternativ og teknologisk perspektiverende fortællelyst og har klare kvaliteter i sin elegante scenografi og fotografering, men nogen vellykket film er den ikke.

Et sært eksperiment
Unge Caleb har vundet en tur til internetmilliardæren Nathans hemmelige domicil i bjergene. Her skal Caleb deltage i et eksperiment, hvor han skal teste en robotkvindes "menneskelige" evner. Men i de mørke kældre under bjergene opstår ildevarslende strømafbrydelser, og snart er der risiko for, at den kunstige intelligens kan tage magten.

Anmassende fortællestil
Garlands vision er ikke uinteressant, men fortællestilen bliver meget hurtigt både krukket og anmassende, og de gode takter udi det mystiske og hårrejsende forsvinder i klæbrige lag af fortænkt virtuel dramatik.

Tilnærmelsesvis virkeligt
Stærkest står de tilnærmelsesvis virkelige møder mellem Caleb og Nathan, hvorimod de kapitelinddelte møder mellem Caleb og den billedskønne robot Ava er både søgt og tilplastret skildret.

Bombastisk lydbillede
Fx er disse langstrakte sekvenser underkastet et lydbillede af "baspuls", et slags varemærke for den virtuelle spænding. Så til rigelige toner og brummelyde afgør Caleb, om Ava ligner et menneske: Filmoplevelsen skulle jo nødig blive alt for af-virtiualiseret...

Sød musik opstår
Og sød musik opstår i en anden forstand, i takt med at Caleb og Ava forelsker sig gennem de stærke plexiglasvægge: Forelskelsen bliver tilmed pludselig virkelighedsdimensioneret, da Caleb erfarer, at Ava er udstyret med en sensorisk vagina(!).

Glanspoleret konstrueret
Dette envejs-hormonmøde udgør én blandt flere af filmens problematisk krukkede og glanspolerede konstruktioner: Det er meget svært at tage hverken alvor, følelser eller virtuelle amoriner til sig i dette svulstige billede.

Flot scenografi
Som nævnt fascinerer den flotte scenografi, hvor kældre af udtalt sterilitet former en vellykket klaustrofobi, og hvor det tydeligt fornemmes, at her er risiko for at fare vild i mere end en forstand.