1864 (2014)

Dette otte timer lange og svært bekostede tv-melodrama hører til blandt de mest debatterede produktioner i dansk film- og tv-historie.

En provokation
Allerede længe inden serien fik tv-premiere, blev der skrevet spalte op og spalte ned med både politiske og historiske dagsordner. Og at Ole Bornedal skulle skrive og instruere var i sig selv en provokation.

100 mio. kr. i ryggen
"1864" blev Skandinaviens hidtil dyreste tv-produktion og havde bl.a. 100 mio. statsstøttekroner i ryggen, da indspilningerne gik i gang on location i Danmark og Tjekkiet.

Maraton-historietime
Skåret ind til benet udgør Ole Bornedals manus med lidt god vilje en visuel maraton-historietime, formet til at gøre os klogere på de historiske begivenheder ved Dybbøl i 1864. At det ser godt og lækkert ud er ikke til at modsige: Alle detaljer er på plads, og kompromisløsheden er stor, når store slag og små kærlighedsaffærer mødes på midten.

Melodramatisk equalizer
Her kan Bornedal sit kram og leverer varen... rent teknisk. Men samtidig er det typisk for hans måde at fortælle på, at der skrues så voldsomt op på de forskellige knapper på den melodramatiske equalizer, at den gode og reelle historie er i fare for at drukne.

Svøber ind og pensler ud
For selvfølgelig er "1864" ikke bare et (krigs)historisk drama med øje for det faktuelt korrekte. Bornedal svøber ind og pensler ud, så serien får slagsider langt ud over skyttegravenes skrøbelighed.

Et trekantsdrama
Et trekantsdrama med et hemmeligheds-twist, gode og onde soldater i kamp og kærlighed. Hjerterne bløder, som plakaten for serien annoncerer, og det bliver ret bogstaveligt, når først Bornedal slår sig løs.

"Støt vore soldater"
Som en slags hommage til nutidens krigere – eller sagt på en anden måde: Med klistermærket "Støt vore soldater" flagrende efter sig – perspektiveres og indflettes de historiske begivenheder i en nutidssaga, hvor en hårdt prøvet piercing-pige får kam til sit hår af en gammel baron og en dagbog fra dengang, da rigtige piger gik i florlette kjoler gennem bølgende kornmarker og trofast ventede på deres kæmpende mænd.

Melodramatisering
Dette sidespring til vores egen hverdag fungerer ikke gnidningsfrit, for nu at sige det diplomatisk. Bornedal vedbliver stædigt med sin melodramatisering ned i mindste detalje og karakter.

Tiltagende udspartling
Det irriterer mindre, at de historiske begivenheder og de medfølgende protagonister måske ikke læner sig helt op ad det faktuelt korrekte. Hvad der skærer i øjne og ører er den tiltagende udspartling af alle mulige jordnære dramaer. Jordforbindelsen ryger et stykke inde i femte episode og herfra går det noget ned ad bakke – med tiltagende ild i begge ender... og opkogt skuespil i det teatralskes tjeneste.

Aparte overspil
Problematisk blandt skuespillerne er Marie Tourell Søderberg som seriens fortæller og kvindelige midtpunkt – Jensen-brødrenes hjertenskær i handlingen. Søderberg forfalder desværre til et aparte overspil, der kulminerer i seriens afrunding.

Vellykkede portrætter
Bedre går det i mindre roller, hvor Bent Mejding brænder stærkt igennem som den gamle baron i nutidshandlingen. Zlatko Buric er skøn som plattysktalende roma, og så leverer Rainer Bock og Hans-Michael Rehberg vellykkede portrætter fra den tyske side af krigen.

En kvælningsfaktor
Bornedals hofkomponist Marco Beltrami har kreeret et iørefaldende og episk tema, der flot indrammer seriens creditsekvenser, men som fyld i handlingen bliver den for meget en kvælningsfaktor, i særlig grad når den lægges sammen med Bornedals i forvejen svulstige jerngreb.