Évolution (2015)

Tiltagende mystificerende (over)drama, der i sit eget svært slugbare og kvasi-religiøse univers efterhånden udvikler sig til en konstruktion af en anden verden.

Visuelt flot
Det er ellers en visuelt fænomenal indramning af en historie på afveje, der præger billedet: Isolation tæt på naturen på et hospital i en kystby, der på mystisk vis kun bebos af smådrenge og kvinder. Da drengen Nicholas en dag finder et lig i havet, begynder han for alvor at undre sig over den mærkeligt stringent afmålte hverdag langt fra en mere virkelig verden.

Maleriske billeder
Lucile Hadzihalilovic iscenesætter med blik for visuel epik. Filmen fortælles nærmest grænseløst hengivent til maleriske totalbilleder af natursceneri eller lys/skygge i den hemmelighedsfulde verden bag det isolerede hospitals mure.

Den gode historie?
Men hvor vil den egentlige fortælling hen – filmens nerve, den gode historie? Den ser aldrig rigtig dagens lys bag de mange lag af narrativ konstruktion. I et sært ublasert lyddesign forstærkes mærkelighedernes detaljer yderligere: Vi kommer længere og længere fra den tilnærmelsesvise virkelighed, der viste sig i filmens begyndelse.

Fatalt konstrueret
Hvor smukt og guldrandet, det rent filmisk end måtte være, lider "Évolution" markant under det fatalt konstruerede, før det til sidst helt kammer over.