Super Dark Times (2017)

Kevin Phillips spillefilmsdebuterer her som instruktør efter en række forsøg med kortfilm, herunder den ikke videre vellykkede (men Cannes-nominerede) mystiske thriller Too Cool for School (2015). Nogle af grundstemningerne og tematikkerne er de samme i spillefilmsdebuten, og man kan roligt sige, at "Super Dark Times" er en flot entré for Phillips.

Mesterligt fortalt

Lad det være sagt med det samme: dele af filmen er mesterligt fortalt. Når hvilepulsen præger fortællingen, og præmissen er teenagernes famlen efter ro, tilgivelse og nærhed, står "Super Dark Times" knugende stærkt. Her lykkes det Phillips at indramme sanseligheden så smukt, at den glimtvis er uafrystelig.

Venner hele livet

Teenagerne Zach og Josh har været venner hele livet. Men da en voldsom leg udvikler sig og medfører en fatal ulykke, begynder verden at skride under deres fødder. Snart er fred og fordragelighed afløst af paranoia og frygt, og det bliiver tiltagende vanskeligt at stole på hinanden.

Ætsende ærligt

"Super Dark Times" lægger ud med et par hjertegribende smukke indstillinger af bar natur i oprigtig lyd uden musik. Her slås tonen an for både lyd og billede, men desværre træder Ben Frosts musik ind i billedet allerede efter et par minutter. Det tager dog ikke meget andet end toppen af det ætsende ærlige og hjertegribende smukt spillede drama mellem vennerne Zach og Josh, som de famler sig gennem gymnasiehverdagen.

Psykologisk tæft

Owen Campbells portræt af den introverte, generte og (eksistentielt) usikre Zach er filmens fineste. Han er klemt mellem en lang række omstændigheder, og mødet med den potentielle kærlighed i form af den meget søde og afdæmpede Allison former en række frustrationer. Meget fint gengivet og med en sjældent set psykologisk tæft.

Indebrændt vanvid

Charlie Tahan har en meget anderledes rolle som vennen Josh, for hvem kæden hopper af. Tahan lykkes flot i sit portræt af indebrændt vanvid - og senere vanvid i fuld lue. Elizabeth Cappuccino er betagende kærlig og oprigtig som Allison, ligesom Amy Hargreaves spiller virkelig elegant og troværdigt som Zachs alenemor, Karen.

Tosidet historie

"Super Dark Times" bliver en smule for ambitiøs og kæntrer noget som følge af sin tosidede historie. Så længe vanviddet er latent, eller i hvert fald uforklarligt og mystisk, fungerer filmen meget overbevisende i sin skildring af dårlig samvittighed og de mange knuder, som særligt Zach må gøre på sig selv.

Brud på konventionerne

Kæntringsfaren opstår, da vi hen imod slutningen kastes ud i et stormvejr determineret udi det helt store klimaks' tjeneste. Det er både en overraskelse men også lidt et brud på filmens egne konventioner, så man ærgrer sig over, at stilen ikke bliver fulgt helt til dørs. Men det er alligevel ikke ærgrelsen, man sidder tilbage med.

Nuanceret spil

På nethinden sidder fotograf Eli Borns eminente indfangelser af naturligt lys, nærbillederne af frustrerede unge - og generelt det meget nuancerede spil i billede, lyd og mellem mennesker.