The Great Gilly Hopkins (2015)

Hjertet banker, og energien er til at mærke i mødet med Stephen Hereks Coming of Age-melodrama, baseret på bogen af Katherine Paterson. Den første pæne bid af "The Great Gilly Hopkins" er nemlig en ganske fin film, der har styr på de mange udsving fra hovedrolle-pubertetspigen Gilly Hopkins.

Letløbende start

Historien er hér letløbende, troværdig og karakterdrevet: 12-årige Gilly ankommer til (endnu) en plejefamilie, og forventningerne er ved gud ikke ret store. Så det er med himmelvendte øjne, at Gilly møder sin nye (sukker)søde plejemor og den forskræmte pap-lillebror.

Pigedrømme

Alt tyder på, at Gilly er ved at gøre sig selv ligeså upopulær som i alle tidligere tilfælde, og drømmene går i retning mod San Francisco, hvor hendes uinteresserede mor jo i mellemtiden måske kunne være blevet rigtig interesseret i at få sin datter tilbage.

Tiltagende balance

Heldigvis kommer det stille og roligt lidt styr på Gillys tilværelse, bl.a. fordi hendes nye klasslærer har taget på hende. Men med pigens tiltagende balance udvikler filmen sig desværre også i en mere og mere vammel og utroværdig retning.

Én stor candyfloss

Fra at have været fint doseret bittersødme er filmen snart én stor candyfloss af amerikanske klichéer og omfavnelser, hvilket man bestemt ikke havde set komme fra starten. Bedst gennem hele filmen er unge Sophie Nélisse i titelrollen, mens etablerede navne som Kathy Bates, Glenn Close og Bill Cobbs alle drukner lidt i det forudsigelige (fulgt til dørs af Mark Ishams musik.)