The Great Gilly Hopkins (2015)
En 12-årig, utilpasset pige havner hos en ny plejefamilie men har fortsat meget svært ved at finde sig til rette.
SPILDTE KRÆFTER
Hjertet banker, og energien er til at mærke i mødet med Stephen Hereks Coming of Age-melodrama, baseret på bogen af Katherine Paterson. Den første pæne bid af "The Great Gilly Hopkins" er nemlig en ganske fin film, der har styr på de mange udsving fra hovedrolle-pubertetspigen Gilly Hopkins.
Letløbende start
Historien er hér letløbende, troværdig og karakterdrevet: 12-årige Gilly ankommer til (endnu) en plejefamilie, og forventningerne er ved gud ikke ret store. Så det er med himmelvendte øjne, at Gilly møder sin nye (sukker)søde plejemor og den forskræmte pap-lillebror.
Pigedrømme
Alt tyder på, at Gilly er ved at gøre sig selv ligeså upopulær som i alle tidligere tilfælde, og drømmene går i retning mod San Francisco, hvor hendes uinteresserede mor jo i mellemtiden måske kunne være blevet rigtig interesseret i at få sin datter tilbage.
Tiltagende balance
Heldigvis kommer det stille og roligt lidt styr på Gillys tilværelse, bl.a. fordi hendes nye klasslærer har taget på hende. Men med pigens tiltagende balance udvikler filmen sig desværre også i en mere og mere vammel og utroværdig retning.
Én stor candyfloss
Fra at have været fint doseret bittersødme er filmen snart én stor candyfloss af amerikanske klichéer og omfavnelser, hvilket man bestemt ikke havde set komme fra starten. Bedst gennem hele filmen er unge Sophie Nélisse i titelrollen, mens etablerede navne som Kathy Bates, Glenn Close og Bill Cobbs alle drukner lidt i det forudsigelige (fulgt til dørs af Mark Ishams musik.)
Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, USA, Drama, Coming of Age, Børn på film, 99 min.
Dansk titel: The Great Gilly Hopkins- Sophie Nélisse (Gilly Hopkins)
- Kathy Bates (Maime Trotter)
- Glenn Close (Nonnie)
- Julia Stiles (Courtney)
- Bill Cobbs (Mr. Randolph)
- Octavia Spencer (Ms. Harris)
- Johanna Day (Principal Maynard)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation