Tengoku to jigoku (1963)

Akira Kurosawas "Tengoku to jigoku" (engelsk titel "High and Low", dansk "Himmel og helvede") regnes af mange som en af de bedste krimifilm, der nogensinde er indspillet. Og Kurosawa og hans med-manuskriptforfattere har da også tilført en helt igennem unik japansk intensitet til den amerikanske forfatter Ed McBains romanforlæg.

Universelt drama

Kidnapnings-hovedtemaet er universelt: Toshirô Mifunes skofabrikant King Gondo og hans kone oplever det helt store mareridt, da de en eftermiddag modtager en opringning med besked om, at deres søn er blevet kidnappet. Selvom det hurtigt viser sig, at kidnapperne har taget chaufførens søn ved en fejl, kræves der stadig den fulde sum løsepenge, svimlende 30 millioner yen.

Sommervarm panorama-udsigt

Politiet kommer hurtigt på sagen, og flere betjente indkvarterer sig i Gondos luksvilla med panoramaudsigt over den sensommer-steghede storby Yokohama. Faktisk udspiller filmens første knappe time sig i villaens stuer, og intensiteten får således lov at vokse ud af et dramatisk intensiveret kammerspil.

Dramaet slippes fri

Herefter begynder det for alvor at gå løs, og dramaet slippes tilsvarende fri, efterhånden som betjentene og de pårørende kommer ud i gadebilledet - med sublime location-optagelser fra bil og tog. Så afgjort filmens allerstærkeste sekvenser. Her finder man decideret sublime billedkompositioner, der står i kontrast til den teatralsk lyssatte indendørs heksekedel.

Stemnings-kompakt

"Tengoku to jigoku" er først og fremmest så stemningsmæssigt kompakt, at oplevelsen er til at skære tykke skiver ud af. Og det er ment på en meget positiv måde, for det er Kurosawas store fortjeneste, at intensiviteten holdes intakt gennem de meget langstrakte sekvenser, der ellers oser af kedsomhedens risiko.

Fuld skrue på frustrationerne

Skuespillet er for det meste i den teatralske ende, men aldrig med slagside, og de mellemmenneskelige slagsmål foregår primært på et åndeligt plan, med fuld skrue på frustrationerne. Det er dog klart i Kurosawas tekniske til- og fravlag, at klassikeren henter sine største mesterstik hjem. Masaru Satôs underlægningsmusik er meget diminutiv - et klart plus for den højintensive stil, der har fuld fokus på lynende øjne og det glade vanvid i himmel og helvede.