Playing for Time (1980)

Overvejende vellykket 2½ times tv-produktion, der tager udgangspunkt i Fania Génelons selvbiografi om de hæslige oplevelser i Auschwitz-koncentrationslejren. Vanessa Redgrave er fabelagtig i hovedrollen som jødiske Fania, der må så gruelig meget igennem, men som får en chance i helvede, da nazisterne opdager hendes musikalske talent.

Problematisk orkester

På denne måde bliver Fania snart del af lejrens orkester - hun kan nemlig både synge og spille klaver. Vigtigt er det dog, at hun lærer sig at synge tysk, da topnazisterne gerne vil høre sange på deres eget klangfulde sprog. Mødet med de øvrige musikere er ikke uproblematisk, og de lidt bedre forhold, som musikerne har i lejren, vækker had blandt de menige fanger.

Lægger stærkt ud

"Playing for Time" lægger meget stærkt ud og holder intensiteten gennem den første gode times tid. Særlig vellykket er den tilnærmelsesvis ufiltrerede skildring af forholdene i godstoget på vej til lejren og af forholdene i selve Auschwitz. Hér er det for en gangs skyld lykkedes at genskabe meget af vanvidet og helvedet.

Enkelt & effektivt

Virkemidlerne er enkle men effektive. Dygtig sminke og rå scenografi gør de afkræftede kvinder og deres håbløse omgivelser til troværdige rids i den frygtelige historie. Samtidig sørger den begavet diminutive brug af underlægningsmusik, (af The Terminator-komponisten Brad Fiedel), for en meget virkningsfuld autenticitet. Lyddesignet er ligeså råt som de barske forhold: Mest af alt høres vinden, der suser gennem de utætte træbarakker, men også henrettelser, skrig og skyderier i baggrunden.

Rå begivenheder

"Playing for Time" er en teknisk relativt enkel produktion, der lukrerer på det dygtige æstetiske blik på rå begivenheder. Der er fokus på nærværet trods de klamme, ulækre og alt andet end befordrende omgivelser. Lyssætningen er enkelt sat, men meget virkningsfuld, og Arthur J. Ornitz' fotografering indfanger dygtigt atmosfæren uden nogen form for glamour eller filtrering,

Tilpas balanceret

Samtidig er inddragelsen af historiske optagelser tilpas balanceret. Vanesse Redgrave får generelt fint modspil fra flere af sine medfanger, men ingen funkler så overbevisende som Viveca Lindfors' Frau Schmidt. Hen imod slutningen (den sidste halve times tid) sker der en vridning i tv-filmens balance. I retning af en mystificering og overgearing, der ikke er klædelig. Formodentlig i et forsøg på at skildre den evige vanvidsfaktor. Rent historisk er de døende scener med befrielsen af lejren desuden komplet ukorrekte.