The Contractor (2007)

    En amerikansk agent sendes til London for at likvidere en terrorist. Men snart er han selv den jagede og finder uventet hjælp hos en teenagepige.


    EKSTREME KLICHÉER

    Nok ikke helt uden grund en direkte-til-video-actionthriller: "The Contractor" har hovedet under armen og er en film drejet helt igennem på kliché-rutinerne. Så hjælper det kun lidt på det hele, at en lille håndfuld talentfulde britiske skuespillere byder sig til i denne bulgarsk-britisk-amerikanske koproduktion.

     

    Hårdt arbejde

    Wesley Snipes spiller den hemmelige amerikanske agent James Dial, der får til opgave at likvidere en terrorist i London. Men efter veludført gerning finder han hurtigt sig selv i skudlinjen, og det er kun fordi han møder teenageren Emily Day, at han klarer skærene.

     

    Hårdkogt agent og uskyldig pige

    Det dér med at parre en hårdkogt skydeagent med en uskyldsren pige har vi set før - og bedre. "The Contractor" har slet ikke kvaliteterne til at omfavne de fine muligheder, der ligger i mødet mellem Dial og Day, og det bliver ved tilløbene til glimtvis intensitet.

     

    Ekstremt klichémættet

    Filmen er "spædet til" med ekstreme mængder underlægningsmusik i stemninger, der stikker i alle retninger, og skulle man undervejs have følt sig foranlediget til at tænke en selvstændig tanke på filmens vegne, bliver den hurtigt kvalt af den ekstremt klichémættede fortællestil.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, USA, Action, Thriller, Teenagere, 105 min.

    Dansk titel: The Contractor
    Instr: Josef Rusnak Prod: Rudy Cohen Manus: Robert Forster, Joshua Michael Stern, Foto: Wedigo von Schultzendorff Klip: Tracy Granger; James Herbert Mus: Nicholas Pike