Frantz (2016)

Et epos fra altid spændende François Ozon - denne gang i en kompleks kærlighedshistorie henlagt til Tyskland og Frankring anno 1919, altså året efter afslutningen på 1. verdenskrig. Kærlighed, sorg og nye mulige flirts vikles omkring et kvikt skrevet "trekantsdrama", hvor den ene af de tre er død og begravet.

Stjernepræstationer

Med stjernepræstationer af unge Pierre Niney og Paula Beer er "Frantz" allerede båret langt, men filmen er ikke kun frugtbar i sit skuespil - også i formen er Ozon velkendt modig. Fokus er på de sort/hvide nuancer, men handlingen går i sjældne drømmestunder ind og ud af en farvelægning, der i høj grad gør den stilistiske melodramatisering tydelig.

En sørgende ung enke

Unge Anna sørger over sin forlovede Frantz' død i kamp under 1. verdenskrig. Hun bor nu sammen med Frantz' forældre i en lille tysk by, hvor hun dagligt kan besøge gravstedet og fælde blomster og tårer. Til hendes forundring møder hun en fremmed ung mand ved gravstedet. Også han er svær ked af det, men hvem er han?

Knækkende stemme

Manden er den 24-årige franske Adrien Rivoire, der snart opsøger Anna og hendes svigerforældre i den smukke gamle lægebolig. Med våde øjne og knækkende stemme bekender han et varmt venskab med den afdøde Frantz - inden krigen skal de to angivelig have hængt ud i Paris.

Svært at tage stilling

Efterhånden dukker en anden sandhed dog op til overfladen, og Anna tvinges til at træffe nogle meget svære valg. På den ene side er hun ved at blive forelsket i den følsomme Adrien, hvis sjæl minder hende om Frantz', på den anden side kan hun ikke taget stilling til, om hun kan stole på Adrien, og hun føler sig nødsaget til at lyve for sine svigerforældre.

På hvilepulsens præmisser

Ozons fortællestil er i vid udstrækning betagende på hvilepulsens præmisser - rent narrativt går "Frantz" ikke for meget ud ad for outrerede tangenter, hvis man vel at mærke kan goutere den meget tydelige leg med farver og nuancer. Der skal gå 17 minutter, før Philippe Rombis originalmusik første gang gør sit indtog, og disse 17 første minutter er blandt filmens bedste.

Pænt lange oaser

Desværre pøses der herefter for meget musik på den fortættede og meget intime handling, og det gør i høj grad filmen en bjørnetjeneste. Heldigvis opstår der stadig flere og pænt lange oaser, hvor dramaet er overladt helt og aldeles til de spillendes stærke energier i den hypnotiserende smukke fotografering og scenografi.

Oprigtigt samspil

Ud over det betagende, smukke og meget oprigtige samspil mellem de to unge talenter i hovedrollerne, bidrager Ernst Stötzner og Marie Gruber med et sæt elskelige svigerforældre fuld af troværdigt sørgende smerte. Og i en birolle som Annas uønskede bejler ses en funklende Johann von Bülow.

Lagt op til fortolkninger

Et langt stykke hen ad vejen leger Ozon med tilskuerens observationsevner og lægger op til talrige fortolkningslag. Er der en skjult homoseksuel dagsorden i forholdet, der engang var mellem Adrien og Frantz? Det emmer i hvert fald af sådanne vibes, og Ozon er jo bestemt heller ikke bleg for at tage dette emne op i sine film.