Thelma (2017)

Joachim Trier og hans faste med-forfatter Eskil Vogt udfordrer her det "bløde" image som skabere af hverdagsdramaer med store eksistentielle temaer. Men "Thelma" er ikke på nogen måde et brud med forfatterparrets grundlæggende værdier, og først og fremmest er filmen en skildring af den dybe menneskelige smerte og dens mange prøvelser.

Overbeskyttet opvækst

Thelma er en ung norsk kvinde, der er vokset op i en (over)beskyttet landlig idyl med sine stærkt troende forældre. Det er svært at bryde med de familiære bånd, særligt fordi både far og mor til alle tider har været ekstremt observerende, mere end grænsende til det sygelige. Hvilket fortsætter efter at Thelma er flyttet hjemmefra for at starte en ny tilværelse præget af farlige fristelser i storbyen Oslo.

Drastiske skridt

Hele tiden skal Thelma testes, når hendes far ringer for at høre, hvordan det går. Moderen sidder i kørestol og er meget sart - hver gang forældrene ikke prompte hører fra Thelma, bliver moderen nervøs. Efterhånden bliver det tydeligt, at hvis Thelma skal bryde ud af den klaustrofobiske overvågning, må hun tage drastiske skridt i retning af vovede favntag med livet. Men det skal vise sig at blive særdeles hårdt for hende, særligt fordi nogle pludseligt opståede voldsomme kramper tager til.

Der stikker noget under

Snart er Thelma nødt til at lade sig undersøge lægeligt, så en mulig diagnose kan stilles - men selvom hun muligvis får klar besked, stikker der stadig noget dybere under: Mærkelige kræfter spøger, en utæmmelig og faretruende styrke, som vi allerede får antydet i filmens tårevædende smukke og mystificerende anslag.

Det brede format

Det er første gang, Trier benytter det helt brede filmformat, og udnyttelsen er særdeles velovervejet til en historie som "Thelma", der rummer alle regnbuens farver og spænder buen omkring dem til det yderste. I en genreblanding udi psykologisk drama, gyser, thriller og romantik er der mange stemninger i spil, men Trier har fat om kerneidéen med et jerngreb, og det gør filmoplevelsen meget stærk.

Uafrystelig, omvæltende

På mange måder uafrystelig, omvæltende og på vippen til den slags oplevelser, hvor man mangler ord, er "Thelma" en film, der tør dreje krumtappen rundt om sig selv og fortælle så fornyende og overraskende, at hjertet sidder helt oppe i halsen. Det er ganske enkelt ikke muligt at være forberedt på styrkerne, og de skyller ind over en med tsunamisk effekt.

Triers varemærke

Skønheden i nærheden og ægtheden er stadig Triers varemærke, så selvom "Thelma" er mystisk, overnaturlig og til dels uforklarlig, er kernestrukturen intakt: Nemlig fokus på Thelmas indre kamp, sjæle- og kærlighedssorger, frigørelsestrangen fra forældrene og den svært nagende eksistentielle tvivl.

Stor risikovillighed

Uprøvede Eili Harboe brager igennem i titelrollen med en energi og risikovillighed, der er uden sidestykke. For at kunne gestalte de enorme kræfter, Thelmas krop og psyke centrifugeres rundt i, har Harboe måttet bringe sig selv ud på kanten - og resultatet er fænomenalt.

Smukt kærlighedsportræt

I Thelmas møde med den medstuderende Anja former Trier et meget smukt homoseksuelt portæt, båret af varemærke-ægtheden, men også den evigt nagende tvivl og Thelmas dommedagsprofetiske kamp med den kristne opvækst.

Indlevelse

Anja spilles med stor indlevelse af Kaya Williams - hvis hun vil have Thelma, er Anja nødt til at være mere end almindeligt tålmodig. Thelmas forældre, der ser til fra distancen, mens deres datter "skejer ud" i storbyen spilles med fingeren på pulsen af rutinerede Henrik Rafaelsen og Ellen Dorrit Petersen.

Musikken fremtrædende

"Thelma" er Triers foreløbig mest musikunderlagte film, og det kan ind imellem skurre i stemningsbilledet, at musikken spiller så fremtrædende en rolle. Her kunne man have håbet på endnu større dybde og æterisk uhyggemystik, havde stemningerne stået mere nøgent.