Procter (2002)

Joachim Trier eksperimenterede inden Oslo-debutfilmen Reprise (2006) med form og fortællergreb i sine tre britiske kortfilm, fra tiden på National Film and Television School. "Procter" er den sidste af de tre og omhandler en ældre funktionær. der en dag i parkeringskælderen bevidner en SAAB i brand.

Hvad er film, og hvad er virkelighed?

Men hvad der er endnu mere mærkeligt er, at seancen filmes af et enligt videokamera på stativ. Funktionæren beslutter sig for at tage kameraet med hjem og undersøge sagen nøjere. Han bliver ikke mindre mystificeret af de optagelser, der møder ham. En tilsyneladende helt almindelig mand barberer sig, spiser morgenbrød og går tur med hunden. Snart er det vanskeligt at skille ad, hvad der er film, og hvad der er virkelighed, og politiet ånder funktionæren i nakken.

Metalag

"Procter" er mest af alt et eksperiment udi (filmiske) metalag, et tema, Joachim Trier har været fascineret af gennem hele sit værk. Hvor går grænsen mellem filmet virkelighed og filmens virkelighed? I "Procter" er den i hvert fald hårfin og kan lappe ind over den anden. 

Uskyldigt udseende

Flere gange filmer filmens kamera det filmede, altså filmen i filmen, og snart kopierer vores protagonist de hverdagsritualer, han ser på optagelsen, fx barberingen. Er det mon fordi, han bliver suget ind af disse uskyldigt udseende hjemmevideo-øjeblikke, der har så barsk og uforklarlig en slutning? Svaret blafrer i det uvisse.

Teknisk kompromisløshed

Kortfilmen viser Triers tekniske kompromisløshed og sværmeriske leg med filmmediets muligheder. Allerede i disse tidlige kortfilm arbejdede han sammen med sin senere spillefilms-hoffotograf, Jakob Ihre, og medmanuskriptforfatter Eskil Vogt. Succesholdet formedes således tidligt i karrieren.

Tidløst formsprog

"Procter" er optaget i Storbritannien med britiske skuespillere og er tidløs i sit eksperimenterende formsprog. Graham Slacks (noget primitive) filmmusik dukker kun op et par enkelte gange, ellers er kortfilmen fritaget for unødvendig støj.